I starten af februar trådte 185 tyske skuespillere frem på forsiden af Süddeutsche Zeitung Magazin med ordene: »Wir Sind Schon Da« – »Vi er her allerede«.
Skuespillerne er homoseksuelle, biseksuelle, queer, ikke-binære eller transkønnede, og i magasinet efterlyser de i et manifest øget »synlighed, anerkendelse og diversitet« i tysk film, tv og teater.
»Indtil nu har vi ikke åbent kunnet tale om vores privatliv uden at frygte for følgerne i vores professionelle liv«, lyder det blandt andet. Nogle af skuespillerne fortæller, hvordan de af deres agenter er blevet opfordret til ikke at springe ud offentligt, ligesom de kritiserer overvægten af heteroseksuelle hvide mænd i den tyske filmbranche.
»Da jeg så det, tænkte jeg: Fedt! Og så tænkte jeg, at det aldrig kommer til at ske i Danmark«, siger Jakob Fauerby om det tyske initiativ.
Jakob Fauerby er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole, den ene tredjedel af satiregruppen Platt-form (med Mille Lehfeldt og Laus Høybye) og meget omtalt vinder af ’Vild med dans’, hvor han som den første deltager dansede med en partner af samme køn. Og så er han næstformand i brancheorganisationen Dansk Skuespilforbund.
Selvom Fauerby betoner, at der er markante forskelle mellem Tyskland og Danmark, er han ikke i tvivl om, at vi har beslægtede problemer herhjemme, selvom man mangler viden eller undersøgelser på området.
»Men det skulle være underligt, hvis LGBTQ var den eneste minoritet, hvor der ikke findes en ubevidst bias«, som han siger.
Og for eksempel er han selv en af relativt få danske skuespillere, der er åbent homoseksuel.
»Jeg er ikke i tvivl om, at der er masser af LGBTQ-spillere, der tænker: ’Det behøver jeg ikke at flashe’. Internt i branchen ved vi jo godt, hvem der er hvad i mange tilfælde, men de offentlig kendte homoseksuelle skuespillere… så mange er der jo ikke«, siger han, da vi fanger ham over en videoforbindelse fra Færøerne, hvor han er på arbejdsrejse.
»Jeg kan huske, at jeg selv overvejede på Teaterskolen, om jeg skulle holde min kæft og fremstå mere straight. Så besluttede jeg mig for, at det ville gøre det for røvkedeligt at være mig. Men de overvejelser tror jeg, mange har. Også fordi vi er i en branche, hvor vi udmærket ved, at det ikke er mange, der når derop, hvor tilbuddene står i kø. Langt de fleste af os lever et helt almindeligt arbejdsliv, hvor man siger ja til det, man får tilbudt«.
’Druk’ er ikke problemet
Jakob Fauerby har i mange år tænkt, at det var en fordel for ham at være sprunget ud offentligt, for når der er en rolle som homoseksuel, bliver han ofte ringet op.
»På et tidspunkt ender man dog i en situation, hvor man tænker: Hvor kunne det også være fedt at spille en bøsse… med nuancer. Eller morder!«, siger han med et lille grin.
»Men det er jo enormt vanskeligt at tale om, for det kan jo også være, jeg bare ikke har talentet til det. Og derfor er det måske mere interessant at løfte perspektivet og konstatere: Der er ikke mange åbne LGBTQ-spillere, og der er ikke mange åbne LGBTQ-spillere, der er helt oppe i den liga, hvor de bliver castet til de store film. Hvor mange hovedroller i de sidste tre års store danske film er LGBTQ’ere? Jeg vil vove den påstand, at svaret er nul«.
Samtidig, påpeger Jakob Fauerby, har Danmark det til fælles med Tyskland, at der er langt mellem LGBT+-karaktererne på lærredet.
»Den sidste rigtige store, jeg kan huske, er May el-Thoukhys ’Lang historie kort’, og det var trods alt stadig blot biroller. Ellers skal vi tilbage til sådan noget som ’En kort en lang’, der jo i øvrigt var en stor succes. Det er ikke ud af ond vilje, at der ikke er minoritetsfortællinger. Det bliver simpelthen bare ikke tænkt«, siger han og understreger, at det handler om at kigge på de strukturer, der gør, at hvide mænd er en slags default-indstilling, når nye film udvikles og får støtte.
»Man hørte nogle brokke sig over ’Druk’, fordi det ’er endnu en film, hvor fire hvide midaldrende mænd spiller hovedrollerne’. Men den film skulle jo laves! Det er en fremragende film. At angribe film, der bliver lavet, er en kæmpe fejl. Det er ikke de film, der bliver lavet, der er problemet. Problemet er de film, der ikke bliver lavet«.
Han uddyber:
»Det er strukturerne, der afgør, hvilke film der ikke bliver lavet. Det handler om, hvem der beslutter, hvem der kommer ind på uddannelserne, om dem, der uddeler støtten inde på Det Danske Filminstitut, og om hvem der er producenterne, manuskriptforfatterne og instruktørerne«.
Svigter de unge
Når Jakob Fauerby kigger på dansk film, ser han stadig primært stereotype skildringer af eksempelvis homoseksuelle.
»Der er bøssen som comic relief. Eller som den kvindelige hovedrolles bedste ven. Eller som en funktion, der viser, at den heteroseksuelle hovedperson er et godt menneske. Og så er der ikke mange skud tilbage i den bøsse«, som han siger.
Men hvad med på tv? Serierne har fået ros for deres øgede fokus på mangfoldighed, og i en stor DR-dramaserie som ’Når støvet har lagt sig’ så vi en lesbisk justitsminister, hvor hendes seksuelle orientering bare var der uden at være et issue?
»Serierne har i mange år været lidt mere modige, også med stærke kvindelige hovedroller i serier som ’Rita’, ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’. Og vi ser for tiden, at de store internationale streamingtjenester insisterer på, at det her skal findes. Der er noget i gang, som vi er tvunget til at gå med på, ellers vil vi fremstå gammeldags og hykleriske«.
»Men dansk film er bare en konservativ branche. Sådan noget spændende omvendt-casting, hvor folk fik lov til at spille noget helt nyt… Det sker ikke så tit. Og man fortæller bare generelt de historier, man forstår. Vi ansætter og giver penge til de mennesker, vi genkender, og de historier, vi kan relatere os til. Og i alle de kæder, der sidder med beslutningerne, har der primært siddet en masse heteroseksuelle hvide mænd. De kæder er i gang med at blive mangfoldiggjort og at få en øget bevidsthed – og det er jo det, der skal til«.
Jakob Fauerby fremhæver serier som Ryan Murphys amerikanske ’Hollywood’ og Russell T. Davies britiske’ ’It’s a Sin’ som serier, der for nylig har skabt nuancerede homofigurer. Men i virkeligheden vil han allerhelst derhen, hvor der er flere LGBTQ-karakterer, uden at der gøres et nummer ud af det, som i ’Når støvet har lagt sig’.
»Vi skal helt ind i udviklingen og castingen og sige: Skal det her være mor og far, eller kan det være far og far, eller mor og mor? Det er jo ikke, fordi der bare skal tæskes LGBT-karakterer ind i samtlige danske film, for at man fremstår woke. Det handler om at afspejle en virkelighed, som jo ikke bare består af bøsser, der hjælper kvinder, som er i gang med at finde en ny kæreste, eller transkønnede, der vil begå selvmord«.
Det lyder, som om du mener, vi kæmper med mange af de samme problemer som i Tyskland. Så hvorfor sagde du i starten, at du ikke troede, vi kunne se et lignende statement fra LGBTQ-skuespillere i Danmark?
»Vi er et andet sted end katolske Tyskland, trods alt. Som et land med 80 millioner mennesker har de også en meget større pulje af skuespillere at trække på. Hvis jeg skulle lave det her på forsiden af Soundvenue, ved jeg godt, hvem man skulle ringe til, men jeg ved også, at de ville sige nej. Enten fordi de klarer sig godt nok, eller fordi det sjældent er populært i Danmark at blive spændt for en vogn. Skuespillere er ikke aktivister på samme måde herhjemme, og når de åbner munden, så siger politikerne typisk, at de skal holde deres kæft og ikke blande sig i den offentlige debat«.
Under ’Vild med dans’ oplevede Jakob Fauerby, at han omkring de første par programmer fik mange hadefulde reaktioner, inklusive mordtrusler. Men så forsvandt det stort set, og stemningen omkring hans optræden i programmet var derfra særdeles positiv. Det viste ham, at danskerne er mere klar til at se mangfoldighed i bedste sendetid, end nogle måske fristes til at tro.
»Men først og fremmest skylder vi de unge LGBTQ’ere, der skal finde ud af deres identitet, at de har noget at spejle sig i«, siger han
»Ellers svigter vi dem simpelthen«.