KOMMENTAR. Mindes du det flygtige øjeblik af rosenrød kendiseufori sidste januar, da Brad Pitt greb Jennifer Anistons hånd ved Golden Globe-uddelingen og sendte snart sagt hver en Twitter-bruger over 30 år i gulvet af akut nostalgiliderlighed?
Hvis ikke, skal du være velkommen til at få genopfrisket mindet HER, hvor jeg hældte mit håbefulde fangirl-hjerte ned i tastaturet, inden Brad og Jen tabte hinanden af syne igen, corona aflyste resten af året, og Golden Globes i øvrigt selv blev cancelled på ubestemt tid.
What a difference a year makes.
Men nu, kære læser, nu smiler livet, som Nora fra ’Skam’ ville sige det.
For skønt djævelske 2020 snød os for genforeningen af 00’ernes største stjernepar, så har 2021-guderne besluttet sig for at forsøde vores leverpostejsfarvede post-coronahverdag med den næstbedste ting, bogstaveligt talt:
Genforeningen af 00’ernes næststørste stjernepar, Bennifer.
Aka. Ben Affleck og Jenny From the Block Lopez, der datede fra 2002-04, men slog op, lige inden hvad der efter datidens præ-Kardashian-størrelsesorden skulle have været årtiets mest celebre bryllup.
Siden blev begge gift til anden side, fik børn og blev skilt igen, mens karriererne gik først stejlt opad, og senere (for nogens vedkommende mere end andres) blev overskygget af Sadfleck-memes og sorgfulde rehab-bekendelser. Ingen nævnt alle imidlertid lykkeligt glemt som ved et trylleslag, da Bennifer 2.0. i weekenden betrådte den røde løber foran den samlede verdenspresse under filmfestivalen i Venedig.
Jovist, duoen havde kissemisset på gader og femstjernede hoteller siden i foråret, så vi vidste vi jo godt, hvad klokken var slået på det hundedyre armbåndsur, Affleck fik i fødselsdagsgave af JLo i 00’erne, og som skuespilleren pludselig flashede igen (cute!).
Men én ting er luskede paparazzifotos af parret med designermundbind, noget andet er de billeder, der pludselig skyllede ind over Twitter af maskeløse Bennifer iklædt blændende couture fra top til tå, officielle og ultra-glamourøse, som havde de været en tur igennem et Disney-filter.
Sadfleck no more, skulle jeg hilse og sige (og sender i samme åndedræt JLo en venlig forespørgsel på den smoothie, der overnight har skrællet 10 års midtvejskrise af hendes bedre halvdel).
»Divaen« JLo
Jeg tvivler stærkt på, om Ben Affleck og Jennifer Lopez’ nyfundne lykke i hinandens arme giver nogen som helst under millennial-generationen bare de mindste sommerfugle i maveregionen og derunder.
Men da Affleck dagen efter rød løber-genopstandelsen nær ved røg i klammeri med en ubehageligt ihærdig selfie-jæger, der forsøgte at mase sig ind på Lopez, blev jeg mindet om en anden, mindre glamourøs årsag til, hvorfor ’Bennifer’-sagaens storhedstid står så klart i bevidstheden hos mange:
I de bare to år, parret datede i offentlighedens søgelys, var begge jaget vildt af tabloidpresse og hobbypaparazzier, der i deres dækning af stjernernes gøren og laden ikke lagde mange fingre imellem for at tegne et uskønt billede af Bennifer som det lavkulturelle ’alternativ’ til Hollywood-royale Brad og Jen (ikke at de to fik nogen blid behandling, bemærkes).
Og den pænere del af filmbyens medieapparat pustede gladelig til ilden ved at fremsætte lidet flatterende forundring over det »kuriøse« match mellem Oscar-vinderen Affleck og »divaen« Lopez, kendt fra ’Anaconda’ og letpåklædte parfumereklamer.
Karakteristikken er løftet fra et nu lettere notorisk Vanity Fair-interview med Affleck fra 2002, hvori magasinet (blandt en række grænseoverskridende antagelser) skrev, at skønt Lopez »snedigt manipulerer sit offentlige image, så bliver slibrige detaljer om hendes fortid ved med at krybe ud under stenene som små ækle slanger«.
Affleck havde fundet sig en »eksotisk« B-filmskæreste, måtte læserne forstå, og mediernes (foruden Vanity Fair) generelt absurde klasse- og racefikserede fokus på parret som »mixed couple« såvel som hyppige sammenligninger mellem Afflecks (og Pitts) forhenværende forlovede Gwyneth Paltrow og Lopez osede af knapt så underliggende racisme.
Racisme, der talte direkte ind i amerikanske stereotyper om letpåklædte hot mamas versus isblonde og anderledes Oscar-værdige filmprinsesser.
Dén tendens kommenterede Affleck selv direkte på i selvsamme Vanity Fair-interview som ovenstående, for at det ikke skal være løgn:
»Jeg tror, at det har at gøre med race og klasse, og det faktum, at jeg er hvid, og hun er fra Puerto Rico. Det er det, der ligger under det hele, selvom ingen siger det, for det er ikke politisk korrekt. Der bliver brugt det her sprog om hende – hun er den ’spicy’ latina, den temperamentsfulde diva. Hun bliver karakteriseret som overseksualiseret. Helt ærligt, kvinden har haft fem kærester i hele sit liv!«
Men lige meget hjalp det på medieomtalen over de kommende to år.
De stakkels millionærer
Så pyt med, at Lopez omfavnede sin baggrund og forsøgte at tage kontrol med mediernes udstilling af parforholdet med musikvideoen til ’Jenny from the Block’, hvori hun og Affleck poserede letpåklædte på en yacht i en opstillet paparazzi-montage.
Satiren prellede totalt af på kritikerne, der i stedet syntes at tolke videobudskabet som JLos professionelle accept af den udtalt lumre dækning og trash-narrativ som et livsvilkår for kommercielle kvindelige superstjerner – et medienarrativ, der som bekendt i samme tidsperiode også blev trukket ned over hovedet på blandt andre Britney Spears, Lindsay Lohan og Christina Aguilera med største selvfølgelighed.
Som journalisten Justine Ashley Costanzas spydigt skrev i avisen Business Times om ’Jenny from the Block’-videoen:
»Stakkels JLo, som ikke kan slappe af på sin yacht, blive feteret i et hottub eller gå rundt med sin 1-million-dollars dyre forlovelsesring, uden at nogen tager billeder af hende. Det er ikke nemt at være overdrevent velhavende superstjerne. Videoens præmis viser, at Lopez håndterer berømmelsens faldgruber på den eneste måde, hun kan finde ud af: Ved at tage det meste af sit tøj af«.
Da Bennifers fælles film ’Gigli’ (projektet, der oprindeligt bragte dem sammen) blev flået i stumper og stykker af anmelderne ved premieren i 2003, gik paparazzi-sleaze og kunstnerisk spe op i en højere enhed:
»De to stjerner er så optagede af hinanden, at de ikke behøver et publikum«, skrev Rolling Stones i sin sønderlemmende anmeldelse, mens TV Guide proklamerede at filmen var »sovset ind i de sjælløse safter fra Affleck og Lopez’ brug-og-smid-væk-stjernestatus« (’Gigli’ er en elendig film, bevares, men det er manuskriptets snarere end de to hovedrollers skyld).
Kort efter aflyste Affleck og Lopez deres forestående bryllup (angiveligt af flere årsager end ’Gigli’s fiasko), og Bennifer gik over i popkulturhistorien som et ægte 00’er-fænomen.
Men til trods for begges protester over pressens behandling af dem dengang er det først i dag, næsten 20 år senere, at der endelig synes at finde en vis sjæleransagelse sted i amerikanske medier, både i forhold til den racistiske diskurs omkring parret såvel som 00’ernes overordnet giftigt misogyne kvindesyn i underholdningsindustrien.
Sidstnævnte er blandt andet blevet belyst i dette års fremragende Britney Spears-dokumentar ’Framing Britney’, og måske kan fokusset være med til at give Bennifer 2.0. velfortjent oprejsning.
For både dem og os, der engang pinligt ukritisk slugte mediernes skurkefortælling, håber jeg inderligt, at alle er blevet klogere over de sidste 17 år.
Men lad os nu se.