’Mr. Graversen’: Dansk instruktør står bag rørende og generøst livtag med sin egen turbulente opvækst
Kræft slår mennesker ihjel hver dag. Det ved enhver. Men kræft smadrer også familier og omlægger menneskeskæbner blandt de pårørende til en syg patient.
Familien Graversen er et eksempel på en sådan familie. Sønnen Michael blev syg og laver nu som voksen dokumentarist en film til sine forældre, der aldrig er kommet sig over følgerne af sønnens leukæmi, »1875 dage i undtagelsestilstand«, som det bliver sagt et sted.
Michael Graversen er i dag en fuldskægget mand og anerkendt dokumentarist (for blandt andet flygtninge-dokuen ‘Drømmen om Danmark’), der selv er blevet far. Men hjemme på Ribersvej 126 i Grindsted bakser de aldrende forældre fortsat med at samle stumperne op. Michael dukker op uanmeldt med sit kamera ved filmens begyndelse, får mic’et forældrene op, og snart er han i gang med at indspille den rørende og vellykkede dokumentar, som ‘Mr. Graversen’ er blevet.
Det var efter lang tid med vedholdende influenzasymptomer, at familielægen en aften i de fjerne 80’ere dukker op og vil have Michael hasteindlagt på Odense Universitetshospital, med en senere hen bekræftet mistanke om akut leukæmi. Det var en (endnu) alvorligere sygdom dengang, end det er i dag.
Filmen dvæler kun kort ved kemokure, hårtab og fødselsdage på isolationstue, men viser i stedet, hvad det kan have af følger at være pårørende til et sygt barn. Faren, Svend-Aage, måtte opgive sin tøjbutik Mr. Graversen og gik i hundene og er stadig den dag i dag umyndiggjort af gæld.
Mr. Graversen skulle have været en hel tøjkæde, erfarer vi som seere med synkende hjerte. Moren og faren bliver fremmedgjort fra hinanden. Hun kaster sig over hundetræning, agility-træning og nostalgi som hobby i en grad, så det har taget over. Faren har i dag lagt sit misbrug bag sig, men sidder alene selv på sin 67-års fødselsdag, også selvom ægteparret fortsat deler postadresse under samme tag.
I en trøstesløs indstilling, der næsten virker konstrueret, sidder han og spiser sit kød og sine kogte kartofler, mens et krøllet flag står på bordet. Der er opstået en kløft mellem Astrid og Svend-Aage, og han har stadig et værelse, han, som en anden Blåskæg, ikke vil vise frem for sønnens kamera, fordi værelset har været skueplads for et årelangt misbrug af nervemedicin og alkohol.
Ikke at man ville mistænke farens tidligere hårde liv og misbrug, hvis man mødte ham i Rema 1000. Han er et jovialt bekendtskab, og det er både morsomt og sødt, når han vil vise et marineblåt blazersæt inklusive marineblå sko frem foran det rullende kamera og genoplive sin gamle identitet som tøjpusher fra provinsen.
Selvom hele den kun 80 minutter lange dokumentar er hudløst rørende, var jeg ofte usikker på, om det er ok at grine og trække på smilebåndet, selv når det virker, som om dokumentaristen, der trods alt er sønnen i huset, også har gjort det selv.
Men hos Michael Graversen er man modsat i den omdiskuterede ’Kandis for livet’ ofte involveret i filmens løbende tilblivelse, og faren nedbryder den fjerde væg omtrent lige så mange gange som i selv den mest metaforhippede spillefilm. Så bærer man også over med, at det for forældrene følelses-sønderrivende genbesøg på Odense Universitetshospitals børnekræftafdeling virker lavet mere for dokumentarfilmens skyld end for Astrids og Svend-Aages.
Der er en her og der lidt amatøragtig hang til slowmotion og lovlig følende musik, som man måske ikke finder i de allerbedste dokumentarer. Rent visuelt finder ‘Mr. Graversen’ ikke de der spektakulært æstetiske billeder, der løftede Kandis-dokuen op i et leje mellem Ulrich Seidl og Roy Andersson.
Omvendt savner man slet ikke dyr æstetik, når man har Jylland i stedet. Provinsvirkeligheden, der fremstår 1:1 genkendelig med de flødekaramelfarvede ILVA-møbler, lædersofaerne, det praktiske tøj og det typehusprægede parcelhuskvarter, vil få det til at gibbe i enhver seer, der er vokset op i den provins, som udgør størstedelen af kongeriget.
Filmen er en kærlighedsgave fra sønnen som voksen dokumentarist, så milevidt man næsten kan komme fra det hævntogt som Rosalinde Mynsters romanforfatter forsøger i den fiktive udkantsfilm ‘Hvor kragerne vender’.
I scener er det, som om dokumentaristen vil bruge filmen til at sætte det gamle ægtepar stævne og få dem til at tale deres problemer igennem, han nudger Svend-Aaage til at gøre noget ekstra ud af ægteparrets 40 års bryllupsdag. Her sker et kiks fra Svend-Aages side, som ikke skal spoiles her, men Astrid værdsætter forsøget.
‘Mr. Graversen’ går flere steder rent ind, fordi den udleverer forældrenes skæverter på en kærlig måde, og fordi den giver os lov til at grine, også selvom vi egentlig ser en cancer-doku.
Der er givet penge til filmen fra Børnecancerfonden, men Michael Graversens forældreportræt er mere end nogle klip, som man afspille bidder fra i et Knæk Cancer-galla, inden der bliver udloddet en elbil.
‘Mr. Graversen’ er et generøst livtag med egen opvækst, et ærligt portræt af et livslangt parforhold og nogle af de på én gang mest velkendte og mest gådefulde skikkelser i de fleste menneskes liv: Ens forældre.
Kort sagt:
‘Mr. Graversen’ er en rørende og morsom dokumentar om børnekræft, der handler mere om de voksne pårørende end det syge barn.