’Black Bird’: Ny krimiserie er et uhyggeligt must-see
Orker man overhovedet mere true crime eller krimiserier bygget på virkelige begivenheder?
For mange er svaret måske nej, men til jer vil jeg sige: Lad Apples miniserie ’Black Bird’ blive den sidste. Den er exceptionel.
Alene holdet bag og foran kameraet bør være nok til, at man får lyst til at se med.
Serieskaber er den skarpe krimiforfatter Dennis Lehane, der blandt andet har skrevet forlæggene bag ’Gone Baby Gone’ og ’Mystic River’, og instruktør på de første tre afsnit er belgiske Michaël R. Roskam, manden bag den belgiske nyklassiker ’Bulhead’.
Det er således folk med særdeles god forståelse for at skære den gode historie ud af samfundets skyggeside, der står bag adaptionen af James Keenes biografi ’In with the Devil: A Fallen Hero, a Serial Killer, and a Dangerous Bargain for Redemption’.
Omdrejningspunktet er narkohandleren James ’Jimmy’ Keene (Taron Egerton), der i midt-90’erne smides bag tremmer. Hans charmerende væsen og elegante evne til at få folk til at betro sig til ham fanger myndighedernes interesse, og de giver ham et tilbud: Hvis han kan få beviser ud af den mistænkte seriemorder Larry Hall (Paul Walter Hauser), bliver Jimmy løsladt.
Det er lettere sagt end gjort.
Ikke alene kræver det, at Keene bliver overflyttet til et af de værste fængsler i USA, men Hall har en veludviklet bullshit-detektor under det enfoldige ydre. Spørgsmålet er, hvor lang tid Jimmy kan klare sig i de brutale omgivelser, og om lystløgneren Hall vil fortælle sandheden.
Sideløbende får vi indblik i opklaringsarbejdet uden for fængslets mure, hvor FBI-agenten Lauren McCauley (Sepideh Moafi9 og kriminalbetjenten Brian Miller (Greg Kinnear) forsøger at opklare et af de mord, man er sikker på er begået af Hall.
Dramaet er drevet af de fremragende skuespilpræstationer, hvor især Egerton, Hauser og nyligt afdøde Ray Liotta udmærker sig.
Sidstnævnte spiller Jimmys far, en pensioneret panser af den gamle skole. Hver eneste fiber af Liottas præstation emmer af faderlig kærlighed og afmagt.
Mere end en gang sidder man med en klump i halsen, når veteranen med de blå øjne krænger sit inderste ud, enten med ord eller med et kropsprog, der skriger højere end nogen målbar decibel.
Egerton og Hauser har undergået markante fysiske transformationer, hvor førstnævnte er blevet Hugh Jackman-buff for at gestalte den tidligere highschool-football-spiller, der nu er blevet drugdealer. Hauser har tabt sig og groet nogle imponerende bakkenbarter, og han taler i et meget lyst, næsten komisk stemmeleje.
Det Hall fortæller, er dog alt andet end sjovt. Nogle af samtalerne mellem Jimmy og Larry er gruopvækkende i deres detaljegrad, og kvindesynet hos den mistænkte morder ligger i den makabre ende. Faktisk i en sådan grad, at playboyen Jimmy genovervejer nogle af sine indgange til livet.
Hauser har tidligere brilleret i flere mindeværdige biroller og som tragisk helt i Clint Eastwoods ’Richard Jewell’. I ’Black Bird’ balancerer han formidabelt på kanten af karikatur, når han veksler mellem de klovnagtige sider af Larry Hall og så de isnende, modbydelige og skræmmende.
Egerton er kommet langt siden gennembruddet i ’Kingsmen: The Secret Service’ som den lidt splejsede teenager Eggsy, der bliver superspion. Selvom Egerton fik ros for Elton John-præstationen i ’Rocketman’, er det rollen som James Keene, der fører ham helt op i skuespileliten.
Når ’Black Bird’ er bedst, er den sublim. Oftest er det, når Egerton og Hauser deler scener, hvor det udelukkende er dem i samtale med hinanden. En tilsyneladende tilforladelig snak udvikler uventet, og det er betagende og dygtigt indfanget.
’Black Bird’ er endnu en triumf for Apple TV+, der cementerer sin placering som den streamingtjeneste med de bedste og meste interessante serier.
Kort sagt:
Med fremragende skuespilpræstationer fra især de to hovedrolleindehavere er ’Black Bird’ intet mindre end et must-see.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.