’Goodnight Mommy’: Remake af moderne horrorklassiker giver ikke nye mareridt
Hvis der er én ting, der er sikker her i verden, er det, at børn i horrorfilm er umanerligt creepy. Især tvillinger, som når de små piger dukker op første gang i ’The Shining’ og spørger lille Danny Torrance, om han ikke har lyst til at lege?
De nyeste arvtagere er Elias (Cameron Crovetti) og Lucas (Nicholas Crovetti) i det streamingaktuelle remake ’Goodnight Mommy’.
Deres forældre er skilt, og nu skal de på weekend hos deres mor (Naomi Watts), som er en berømt skuespiller.
I stedet for en storsmilende og varm velkomst mødes de af en kølig mor, der har ansigtet svøbt ind i bandager. Hun vil ikke engang synge godnat for dem, som hun ellers altid har gjort.
Tvivlen begynder at fæstne sig hos drengene: Er det overhovedet deres mor? Har en form for monster taget hendes plads?
Originalen er den nyklassiske psykologiske horrorfilm af samme navn fra 2014 (originaltitlen er ’Ich seh, ’ich seh’), men der er ikke tale om en skud-for-skud-genindspilning.
Hvor den østrigske film var et foruroligende mesterværk og dens tvillingesæt uden sammenligning det mest skræmmende nogensinde, er den nyeste version mere blød.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Takket være en anden tone er vi aldrig i tvivl om, at vi skal holde med Elias og Lucas. Tilknytningen til dem bliver forstærket af, at vi ser Elias’ meget livagtige drømme, hvor et sort monster har iført sig morens hud.
Naomi Watts er rigtigt god som en stedmoder-agtig figur, der udelukkende tolerer børnene, fordi hun skal. Selv med bandage på det meste af tiden, formår hun at sige meget med kropssprog og stemmeleje, så man vitterligt begynder at tro, at drengene måske har fat i den lange ende.
Der er også noget poetisk smukt i, at Watts medvirker i dette remake, da hun for 20 år siden medvirkede i et andet et af slagsen. Det var ’The Ring’, som takket være instruktør Gore Verbinskis unikke visuelle stil og gode fornemmelse for stemning var en ganske vellykket adaptation af den japanske klassiker.
Matt Sobel – der havde en hånd med i den fremragende Cronenberg’ske Netflix-serie ’Brand New Cherry Flavor’ – slipper ikke lige så godt fra det.
Til trods for mere humanistiske og mere afrunderede karakterer overrumpler ’Goodnight Mommy’ ikke mig på samme måde som originalen.
Der mangler den grundfølelse, som bliver hængende i kroppen, længe efter filmen er slut. Og det gør unægtelig ikke opgaven nemmere, at twists og slutningen allerede er kendt, hvis man har set det østrigske ophav.
Crovetti-drengene er meget overbevisende som bange børn lige på stadiet til at være for gamle til godnatsang og leg.
En scene, hvor Elias belurer sin mor fra et klædeskab, mens hun danser foran et spejl til tonerne af Edwyn Collins ’A Girl Like You’, får ikke udfoldet sit urovækkende potentiale.
Ligesom filmen i det hele taget aldrig rigtigt kommer fri af originalens skygge.
Kort sagt:
Trods gode skuespilpræstationer giver den nye version af ’Goodnight Mommy’ aldrig nye mareridt om creepy tvillinger.