Den Danske Filmskole vil åbne sine døre og gøre folk klogere på det danske klassesamfund i deres nye koncept Filmklub.
Her skal den 22-årige forfatter Haidar Ansari, der brød igennem med digtsamlingen ‘Institutionaliseret’, som han skrev, mens han sad i fængsel, lede en programrække med filmvisninger, debatter og samtaler, der sætter fokus på »underklassen i kunsten«. Det skriver Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.
Her kan man se film som det rå franske fængselsdrama ‘Profeten’ instrueret af Jaques Audiard og ‘The Kindergarden Teacher’ med Maggie Gyllenhaal i hovedrollen. Derudover kan man opleve gæster som forfatterne Morten Pape og Peter Øvig Knudsen samt musiker Sandra Hussein, der på hver deres måde vil sætte fokus på »institutionalisering i kunsten fra et klasseperspektiv«.
I følge Haidar Ansari kæmper mange kunstskoler og kunstinstitutioner med lav social mobilitet, hvilket han håber at rykke på med filmklubben:
»Kunst, der udspringer fra de nedre samfundslag er i kæmpe opblomstring disse år, både i litteraturen, i filmen og i musikken, hvilket til dels skyldes underklassens eget initiativ, men i ligeså høj grad, at flere og flere kulturinstitutioner er blevet opmærksomme på vigtigheden i at arbejde med diversitet og repræsentation«, udtaler han.
Filmskolens rektor Tine Fischer fortæller i pressemeddelelsen, at ønsket er, at åbne kunstskolen og gøre den til et samlingssted for flere.
»Filmskolen har et stort kulturelt ansvar for at være til stede i offentligheden og bidrage til et mere inkluderende og mangfoldigt samfund. Derfor er det afgørende vigtigt, at Filmskolen ikke føles som et lukket land kun for de indviede få«. Derfor er kulturprogrammet med filmvisninger og debatter tiltænkt som et tilbagevendende initiativ.
Filmskolens studerende har desuden deres egen filmklub Stroboskop med efterfølgende fredagsbar, hvor man blandt andet kan se ‘I morgen danser vi’ og ‘Saturday Night Fever’.
Udover programserien om klasse lægger »store og nye stemmer« også vejen forbi Filmskolen, hvor der er masterclasses på programmet med instruktører som Lone Scherfig, May el-Toukhy, Michael Noer og samtaler mellem blandt andre Christoffer Boe og Ulaa Salim (‘Danmarks Sønner’) samt ‘Apolonia Apolonia’-aktuelle Lea Glob og Pernille Lystlund Matzen.
Der lanceres også en Festival for nyt filmtalent, der løber af stablen 21.–25. juni med filmskolens egne afgangselever og andre unge talenter. Her kan man udover filmprogrammet også gå til debatter, fester og koncerter.
Det fulde program offentliggøres i maj, og man kan læse mere om de specifikke arrangementer på Filmskolens hjemmeside.