KOMMENTAR. Jonathan Majors blæste mig bagover, da jeg så ham første gang i ’The Last Black Man in San Francisco’ fra 2019.
Her spillede han en stille digter, der observerer forandringerne i den amerikanske kystby. Majors besjælede ham med følsomhed og en stille indignation, der gør stort indtryk, når den mod slutningen for alvor træder i karakter.
HBO-serien ’Lovecraft Country’ og Spike Lees ’Da 5 Bloods’ gav videre indtryk af en mangefacetteret spiller med stor interesse for de specifikt afroamerikanske historier.
Mens ’The Harder The Fall’, ‘Creed III’ og rollen som Marvel-skurken Kang the Conquerer i ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ pludselig viste, at det mere fysiske skuespil også faldt ham naturligt. En komplet skuespiller havde åbenbaret sig – en ny stjerne i Hollywood.
I foråret skrev vi et portræt af Jonathan Majors. Ud over boksefilmen og Marvel-sequelen så vi nemlig her også frem til ’Magazine Dreams’, der fik massiv omtale ud af Sundance-festivalen i januar, og hvor Majors øjeblikkeligt blev nævnt som Oscar-kandidat for sin hovedrolle som bodybuilder.
Alene hans kropstransformation – der bragte ham på forsiden af Men’s Health – var nok til at sætte prisspekulationerne i gang.
I løbet af udarbejdelsen af den artikel kom de første voldsanklager mod Majors frem. Vi inkluderede dem med et åbent spørgsmål om, hvorvidt det ville skade Majors karriere.
Spoler vi tiden frem til i dag, er svaret, at … ja, det gjorde det. En jury i New York har fundet skuespilleren skyldig i overfald af tredje grad på og chikane mod ekskæresten Grace Jabbari. Hun havde forklaret, hvordan han slog hende og vred armen om på hende i en bil, efter hun havde læst en mistænkelig, seksuelt ladet sms på hans mobil. Majors nægtede sig skyldig og blev frikendt i andre anklager om vold i retssagen.
Marvel sad tydeligvis parat til at tage konsekvensen af det retslige udfald. Kort tid efter dommen bekendtgjorde studiet, at Majors var fortid som Kang the Conquerer. Og mens vi venter på strafudmålingen, er den karrieremæssige udmåling klar.
Jonathan Majors er lige nu færdig som skuespiller. ’Magazine Dreams’ vil lande på en streamingtjenestes bagerste hylde.
Og Marvel skal finde en ny superskurk.
»Jeg er en stor mand!«
For Marvel er det et hårdt slag. Det engang så skudsikre tegneserieforetagende har svært ved at finde sine ben i disse år, og blandt andet er det ikke lykkkedes at iscenesætte en ny generation af superhelte, folk er lige så interesserede i at følge, som de var i Avengers-æraen.
Tilsvarende er det ikke lykkedes at finde en superskurk, der når Josh Brolins Thanos til sokkeholderne. Thanos forhøjede indsatserne i Marvel-universet, og det har man savnet siden. Indtil Kang.
Soundvenues anmelder Lise Ulrich fremhævede Majors »geniale« indsats som det eneste forsonende ved den ellers ligegyldige myremandsfilm.
»Når karismasuperkraften er på skærmen i ’Quantumania’, glemmer man tid og rum omkring ham«, skrev hun og glædede sig til, at Kang for alvor skulle udfylde Thanos’ fodspor i ’Avengers: Secret Wars’ i 2026.
Det kan vi nu skyde en hvid pil efter. Marvel må sadle om, og så må vi se, om det bliver med en ny mand i rollen eller med en helt anden skurk på tegnebrættet.
Ærgerligt for Marvel-fans. Men også derudover er Jonathan Majors’ fald en massiv skuffelse som filmfans, der havde glædet sig til at følge fremtiden for den nye store karakterskuespiller, der favnede både de progressive indiefilm og de brede blockbusters.
Jonathan Majors har fortalt, hvordan skuespillet var en vej ud af en turbulent barn- og ungdom. Han blev smidt ud af flere skoler og blev sendt væk hjemmefra efter en ophedet episode med sin stedfar. Han har ikke lagt skjul på, at vreden har haft bo i ham, men har samtidig givet indtryk af, at han havde lagt det bag sig.
På den måde var han også et forbillede – en god historie om at udvikle sig som menneske ved at finde sit kald, ikke ulig kolleger som Tom Hardy, Barry Keoghan og danske Roland Møller.
Det er selvfølgelig ikke første gang, at vi oplever, at fantastiske skuespillere er mennesker af tvivlsom moral. Nogle gange er det måske ligefrem adgangen til mørke følelser, der gør dem til gode skuespillere – om man vil det eller ej. Under retssagen kom optagelser frem, hvor Majors nedgør Grace Jabbari for ikke at være støttende som Michelle Obama eller Martin Luther Kings hustru, Coretta Scott King:
»Jeg er en stor mand. En stor mand! Der er nødt til at være en stor kvinde, som ofrer sig«, siger Majors på optagelsen.
Forståelseskrigen
Heldigvis er tiden nu sådan, at en just voldsdømt skuespiller ikke kan have en kæmpe rolle i Hollywoods største franchise, som børn og unge over hele verden spejler sig i. Det er fint, og det er fremskridt.
At ærgrelsen over Major i virkeligheden ikke var en stor, men lille mand bliver større, fordi han er afroamerikaner, er samtidig svært at komme uden om. Majors har med både rollevalg og udtalelser markeret sig som en engageret forkæmper for sorte rettigheder og demonstreret sin vilje til at indgå i væsentlige fortællinger om den afroamerikanske oplevelse.
»Når vi rykker armadaen og tropperne ned ad plænen, er det en forståelseskrig. Det er det, vi virkelig kæmper for: at blive forstået og at blive set«, har han sagt i et interview med Elle i forbindelse med ‘Lovecraft Country’.
Lidt som når Will Smith traver op på Oscar-scenen og pander en mand ned på grund af en dårlig joke, kan det – desværre! – ikke undgå at smitte negativt af på den afroamerikanske befolkning, når et af de største sorte skuespiltalenter bliver dømt for vold.
Men man må selvfølgelig holde fast i, at Majors hverken er et udtryk for en hel befolkningsgruppe, eller at denne befolkningsgruppe skal straffes for Majors individuelle valg.
Tilbage står derfor – ud over sympatien med ofret – nok mest af alt skuffelsen over et singulært spildt talent.
Er der en vej tilbage for Jonathan Majors? Måske. Men den bliver mindst lige så lang og krævende som den, skuespilleren i første omgang gennemførte for at nå til Hollywoods bonede gulve.