DE UNDERKENDTE. Det er slet og ret sjovt at sige: P-arker P-osey.
Det er den slags navn, hvor man tænker, at det enten er et kunstnernavn eller udvalgt af psykofantiske industriforældre klar til at kværne barnet i Hollywoods maskineri.
Den 55-årige skuespiller, der bærer det, voksede dog op først i Baltimore og senere fugtige Mississippi langt væk fra skrå brædder, glitz og glamour. Hun gik ganske vist med drømme om at blive ballerina, men da hun blev afvist fra North Carolinas kunstskole efter et sommerkursus, bemærkede akademiets rektor til farmand, at hun havde et talent for det dramatiske.
Ud fra interviews og bidder af hendes biografi fremgår det tydeligt, at hun er barn af det teatralske. Hun fortæller om sin bedstemor, der dansede i dagligstuen til ’Singin’ In the Rain’, sin fars kærlighed til Liza Minnelli og sin egen fascination af Hollywoods gyldne æras larger-than-life kvindeskikkelser som Barbara Stanwyck, Barbra Streisand og Katherine Hepburn.
Posey fik en fod inden for New Yorks dramaskole SUNY og sparkede derfra døren ind til 90’ernes brusende indiescene, hvor hun optrådte i seminale værker fra Nora Ephron (’You’ve Got Mail’), Noah Baumbach (’Kicking and Screaming’), Richard Linklater (’Dazed and Confused’) og Gregg Araki (’The Doom Generation’).
Rollerne var for det meste ganske små (hendes rolle i ’Sleepless in Seattle’ blev eksempelvis klippet ud), men hun formåede gang på gang at stjæle scenen med sin karakteristiske mean girl-vibe, æra-perfekte resting bitch face og balstyriske personlighed.
Den glemte dronning
Parker Posey er inkarnationen af 90’ernes coolere end cool newyorker og blev i 1997 kåret til indiefilmens dronning af TIME Magazine.
Så hvorfor snakker vi om hende i en artikelserie om underkendte skuespillere? Man ville jo aldrig fremhæve samtidens andre it-kvinder som Chloë Sevigny og Winona Ryder i den sammenhæng.
Men trods sin royale titel som dronningen af Sundance-festivalen, er spotlyset på hende med tiden falmet gevaldigt, og Posey kan i dag snarere beskrives som en Dronning Anne end Elizabeth II – kendt udelukkende af dem, som allerede kender hende. I det her tilfælde af Christopher Guest-fanatikere og queer-miljøet.
Titler som ’The Party Girl’ og ‘The House of Yes’, der etablerede Posey som galionsfigur for indie-darlings, er for længst gået i glemmebogen. Det samme kan siges om hendes ensemblekomedier som ’Clockwatchers’ og ’The Daytrippers’.
Da hun dukkede op i sidste akt af Ari Asters omdiskuterede ’Beau is Afraid’ som en trold fra en æske, kom det som et større chok end den tre meter høje monsterpik, som senere toner frem på skærmen.
Det er ellers ikke, fordi skuespilleren har mistet gnisten eller er blevet nægtet adgang ved studiernes mahognidøre til det nye årtusinde. Hun udmærkede sig i rollen som den diabolske mørkhårede modpart til den pæne blondine i blockbusterne ’Superman Returns’ og ’Blade: Trinity’ og har for nylig gjort sig bemærket i nogle af tidens hotteste tv-serier som ’The Staircase’.
Hun virker tilfreds med de små biroller, der kommer hendes vej, og godt for hende. Men hendes bedste præstationer skal hverken findes i disse film og serier eller i hendes kronede dage i midt-90’erne.
I stedet vender vi blikket mod en ganske kort årrække i start-00’erne, hvor hun igennem tre roller perfektionerede sit skurkagtige udtryk.
1. Meg Swan i ‘Best in Show’
Tilbage i februar leverede Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen en helhjertet anbefaling af improv-instruktøren Christopher Guests mesterlige hundeshow-mockumentary ’Best in Show’ fra 2000.
Fokus faldt – ud over Jennifer Coolidges sødnaive trofækone samt Eugene Levys to venstrefødder – helt naturligt på Michael Hitchcock og Parker Poseys yuppie-forstadspar fra helvede.
Iklædt tandbøjler og matchende beige J Crew-tøj fortæller de romantisk historien om, hvordan det var kærlighed ved første blik, da de fik øjenkontakt … over vejen på hver sin Starbucks. I klassisk Guest-stil er hele scenen improviseret, og Poseys komiske talent er i fuld vigør, når de to skuespillere fermt pingponger historien længere og længere ud i hampen.
Men det er til selve hundeshowet, at Posey for alvor improviserer til den store guldmedalje. Da Swan-parret mister deres nervøst anlagte Weimaraners-bamse Busy Bee, går hun på en enekvindes bersærkergang efter den plyssede humlebi.
Som en fordum tids Karen truer hun en hotelmedarbejder med immigrationspolitiet og skriger hovedet af manageren med den udødelige oneliner: »You obviously don’t know my dog!«
Jeg blev selv en troende ved foden af Poseys alter, da jeg blev introduceret til skuespillerens fandenivoldske latterliggørelse af den øvre middelklasses værste impulser i ’Best in Show’. Herfra var der ingen vej tilbage.
2. Jennifer Jole i ’Scream 3’
Wes Cravens tredje metaslasher fra 2000 har ofte ry for at være seriens sorte får. Manuskriptforfatteren bag ’Scream’ 1 og 2 Kevin Williamson forlod skuden og efterlod pennen til det ukendte blad Ehren Kruger.
Her går en ny Ghostface på rov mellem divaer og flommede instruktører under indspilningen af den nyeste ’Stab’-film – in-universe franchisen, som er baseret på hændelserne i de tidligere ’Scream’-film. Blandt de arrogante, Hollywood-smækre versioner af Sid, Gale og Dewey findes Poseys Jennifer, der går til opgaven at portrættere Courtney Cox’ nævenyttige sladderbladsreporter som en anden Daniel Day-Lewis.
Parker Posey er i sit es i fuld Cox-drag. ’Friends’-alumnen er ingen stor skuespiller, men Posey skruer hendes ikoniske karakter-tics op til 1000.
Her viser Posey også sin generøsitet som scenepartner. Hun formår ikke blot at være en bedre Cox, end hun selv nogensinde var, men ærer på sin egen facon Cox’ bedste kvaliteter, nemlig hendes pludselig skift mellem at være komplet manieret og fuldkommen overgearet.
Scenerne, hvor de to kamphaner må slå pjalterne sammen, alt imens de fortsat fyrer den ene bistre bemærkning efter den anden af mod hinanden, er blandt de bedste i ’Scream’-franchisen.
3. Fiona i ’Josie and the Pussycats’
Parker Posey er slet og ret fabelagtig i ’Josie and the Pussycats’ fra 2001.
Som det ondsindede musikstudieoverhoved Fiona præsenterer hun sig som den Archie Comics-skurk, hun er, komplet med en overkompliceret plan om at overtage verdensherredømmet gennem – hvad ellers – popmusik. Hun spiller rollen som Blofeld klædt fra top til tå i spektakulær paillet- og fjerpragt.
Det er under præsentationen af sin onde plan for en flok bøvede Pentagon-agenter, at hun folder sin unikke komiske timing ud som en rød løber til ballet. Igen og igen taler Fiona over sig og må bortforklare sig selv. Joken ligger ikke så meget i selve scenariet, som den gør i Poseys flade levering af sine replikker. Hun er slet og ret for god til samtlige personer i rummet og har allerede mentalt forladt samtalen.
Fionas påtagethed viser sig i sidste ende at være et skalkeskjul for egne usikkerheder, hvilket Posey bringer i spil på overraskende og morsom vis. Hun gør her, hvad hun er bedre til end nogen anden i Hollywood: eleverer hverdagens skurke til outreret, hylende morsomt kitsch.
Det alene fortjener den tidligere dronning af indiefilmen et slot bygget i sin ære for.