Unikt spil om livet som aktie-hustler matcher ikke ’The Wolf of Wall Street’, men er stadig oplevelsen værd

’The Invisible Hand’ formår at være hæsblæsende uden at være sjovt, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Unikt spil om livet som aktie-hustler matcher ikke ’The Wolf of Wall Street’, men er stadig oplevelsen værd
'The Invisible Hand'. (Foto: Power Struggle Games)

Det hele begynder – paradoksalt nok – med en katastrofal afslutning, når man starter ’The Invisible Hand’. Det er, skulle jeg hilse og sige, for alvor in medias res.

»Sælg ALT, undtagen vand, mad og våben!« skriger en kollega i telefonen, imens hele aktiemarkedet styrter i grus, og hastelove (uden held) vedtages for at redde verdensøkonomien.

Jeg giver op, der er ikke noget at gøre. Råb, skrig og styrtdykkende aktiekurser fylder alt. Det er umuligt at regne ud, hvad der er op og ned, og hvad jeg skal gøre – hvis altså jeg overhovedet kan stille noget op.

Det er ude af mine hænder, alting krakelerer og skærmen sortner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skærmen vækkes til live igen, og teksten ”Tredje september. Efter krakket” dukker op på.

»Tak for din interesse i jobbet«, siger Avery Corbin, rekrutteringskonsulent hos hedgefonden FERIOS. Et menneske, der har et lige så grimt indre som sit vagt robotagtige og groteske ydre

»Det vil nok overraske dig, at vi stadig eksisterer på denne side af krakket, men det vil glæde dig at høre, at en national støttepakke heldigvis blev vedtaget og udbetalt. Vi vil gerne tilbyde dig en prøveperiode som daytrader for FERIOS«.

Og her begynder The Invisible Hand.

Efter at have svaret på et rudimentært og statsordineret spørgeskema om etik (selvfølgelig vil jeg indberette kollegaer til Konkurrencestyrelsen, såfremt jeg opdager, at de bedriver kartelvirksomhed) installeres man i FERIOS HQ med 10.000 dollars på kontoen og fire skærme, der viser alt fra stigninger og fald i aktiekurser til forskellige valutaer og prisen på råvare.

Nå ja, og så ringer en gammel ven og giver dig adgang til GEISTnet, en afsindigt ulovlig dark web-hjemmeside for insiderhandel.

Din faste plads hos Ferios.

En dag siger anonyme kilder, at prisen på kaffe grundet en ny aftale med plantageejere vil stige klokken 16. Så når de andre idioter sælger deres aktier i Starbux Coffee, køber du, og du holder ved, indtil du når så høj en profitmargin som overhovedet muligt.

Gør du arbejdet godt – altså tjener kassen på ulovlig spekulation – bliver du forfremmet, imens din konkurrent smides på porten.

Du får også en heftig bonus udbetalt til din private konto, som kan bruges på sportsvogne, lejligheder og huse, der kan lejes ud til vilde fester for venner og kollegaer.

Samtidig introduceres der løbende nye elementer. Du får muligheden for at shorte aktier ligesom i den virkelige verdens GameStop-opgør med Wall Street, og du følger dagens nyheder samt spillets Twitter-klon, hvor du kan finde hints til fald og stigninger i aktier.

Mere nervepirrende end sjovt

Det er måske lidt voldsomt at kalde ’The Invisible Hand’ for et sjovt spil. Hertil er det for stressende, hurtigt og vævende. Det er nærmere adrenalinfremkaldende og udmattende.

Der er gode argumenter for, at spil ikke behøver være sjove, især hvis de er tættere på kunst end underholdning, og ’The Invisible Hand’ betragter tydeligvis sig selv som virkelighedssimulerende kunst end som underholdning.

For det er ekstremt nervepirrende at se sine investeringer stå og falde med følgerne af en borgerkrig (som i øvrigt er konsekvensen af dine egne insiderspekulationer), men det bliver måske også lidt meget.

Eller rettere: Det er både for meget og for lidt på samme tid.

Køb eller sælg? Valget er dit.

Lad os begynde med det, der er for meget. For ’The Invisible Hand’ er et spil, som konstant prøver at understreger en pointe, nemlig at grænseløs spekulation og profitmaksimering voldsomme konsekvenser for virkelige mennesker.

Og selvom jeg er fuldstændig enig i den pointe, føles det, som om spillet propper den ned i halsen på mig, når min aktiemanipulation fører til, at 20.000 ansatte mister deres job, og mine fester tager karakter af hedonistiske kokainorgier.

Og så kommer vi til det, der er for lidt af. Spillet er ganske kort (det hele kan overstås på en fire-fem timer), og det slutter med en – ikke så overraskende – tung og belærende retssag og endnu en soleklar ’The Wolf of Wall Streeet’-agtig pointe: Er man er rig nok, kan man gøre, hvad man vil.

Det er her, hvor ’The Invisible Hand’ falder igennem som kunstværk. Hvis dets pointer og dramatiske idéer (som ikke er dårlige) var blevet udfoldet med bedre tid og på mere subtile måder, kunne det være et fremragende værk.

For det er genialt at lave et spil om rusen ved stigende aktier (og desperationen, når de falder), og den bizarre følelsesløshed, man får af at eje otte lejlighed og ti sportsvogne, imens mennesker holder op med at være meningsfulde individer.


Kort sagt:
‘The Invisible Hand’ er på én gang både for meget og for lidt. Det når ikke helt i mål med sine ambitioner, men det er ikke desto mindre en unik idé, der fortjener en gennemspilning.

‘The Invisible Hand’. Simulation. Udvikler: Power Struggle Games. Udgiver: Fellow Traveler. Platform: PC
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af