Det nye Jonestown? Fællesskab skaber kontrovers på TikTok – men er også et antikapitalistisk modsvar på året 2020

To kontroversielle hovedpersoner er blevet omdrejningspunktet for et afsides fællesskab i USA, men er de ved at skabe en kult eller et kollektiv?
Det nye Jonestown? Fællesskab skaber kontrovers på TikTok – men er også et antikapitalistisk modsvar på året 2020
The Garden. (Foto: The Garden/Facebook)

Det startede med uskyldige videoer på TikTok om at leve off the grid. Et liv som del af et fællesskab uden elektricitet, varmt vand og en kiosk lige rundt om hjørnet. Et liv uden for samfundet, som vi kender det.

På papiret lød The Garden i Tennessee, USA, perfekt (hvis altså man er til en økovenlig levestil uden luksusvaner), men det eskalerede hurtigt.

Først var der rygter om, at voldtægtsmænd, der bevidst gik efter mindreårige, fik fri adgang. Sidenhen var der noget om en kat, der blev ædt af beboerne.

Og nu stilles det helt store spørgsmål: Er The Garden en kult in spe, der bruger TikTok til at vokse sig stor?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Garden er blot ét ud af mange fælleskaber, der er udsprunget af en af årets mest populære trends på TikTok, nemlig kollektiver.

Hvor de fleste kollektiver dog er fløjet under radaren, fordi samtalerne omkring dem holdes forholdsvis sobre (hvordan flytter man til et kollektiv, og hvilke kollektiver kan anbefales, er blandt de mest populære spørgsmål), har The Garden hurtigt cementeret et problematisk ry.

Det er ellers ikke fordi, The Garden adskiller sig fra det, man normalt betegner som et kollektiv. Beboerne arbejder sammen om at bygge deres boliger fra bunden, plante afgrøder og alt, hvad man ellers forbinder med et selvforsynende fællesskab.

Alligevel har deres adfærd – som har været ophav for kultanklagerne – mødt modstand, da de udleverer sig selv med en intensiv og næsten marketing-agtig tilgang på TikTok.

Et af kritikpunkterne er, at The Gardens skilter med deres adresse online frem for at leve i fred og ro, imens de inviterer folk frit ind på tværs af internettet.

Der er ingen tjek af folk, og selvom beboerne i The Garden sammen skal godkende nye beboere efter ti dages prøvetid, lader det til, at kravene er lave (ifølge rygter er kun én person blevet nægtet ophold).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samtidig har TikTok-brugerne @treeisalive og Arielle Gumson indtaget rollerne som The Gardens uofficielle repræsentanter, hvilket ikke har hjulpet sagen for det trængte fællesskab, men derimod givet et ekstra skub til kultrygterne.

Tree, som han kalder sig selv, har – trods fællesskabets mantra om ikke at have en leder – påtaget sig rollen som galionsfigur, imens Rel, som Gumson bliver kaldt, har ageret en mere kontroversiel karakter.

De to fremtrædende roller har efterhånden brugt meget tid på at forsvare The Garden og sig selv mod anklager om kultadfærd og problematiske handlinger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kontroverserne tog for alvor fart med rygterne om en kat, der blev spist af beboerne. Katten havde efter sigende angrebet fællesskabets høns og blev derfor aflivet. Det bekræftede Tree, imens han tilføjede, at den blev spist grundet The Gardens såkaldte zero waste-politik.

Og så er der Rels TikTok-profil, der svømmer over i ofte bizarre videoer, hvor beboerne drikker Kool-Aid, som tilfældet var med Jonestown-massakren (for derefter at afvise, at der er en sammenhæng).

Måske er det en dårlig joke, måske er det bare uvidenhed, eller også er det et værktøj i jagten på opmærksomhed, efter VICE – ifølge tidligere beboere i The Garden – planlagde en dokumentar om fællesskabet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Siden kritikken af The Garden er vokset, har alle beboerne, der var aktive på sociale medier, tilsyneladende fået mundkurv på, og det er kun Rel, der til tider lægger en ny video online.

Stilheden kommer i kølvandet på den stigende mængder kontroverser, hvor flere og flere kritiserer The Garden og deres brug af TikTok som rekrutteringskanal til deres kollektiv (eller kult, hvis man spørger kritikerne).

For det er nemt at klistre et kultstempel på fællesskabet, når frontpersonerne er kontroversielle, men dykker man ned i beboernes erfaringer, er der forskellige holdninger til projektet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skal man tro brugere på Reddit, som efter sigende har boet der, er der blot tale om et uorganiseret kollektiv, hvor enkelte personligheder (her nævnes både Tree og Rel) er problematiske.

Og i stedet for en kult er der da nok nærmere tale om, at den populære trend på TikTok er blevet så omfattende, at The Garden er et mere ekstremt tilfælde, der har fanget folks opmærksomhed takket være to store personligheder.

Som brugeren Kelgore argumenterer for på YouTube, er fantasien om kollektiver som den perfekte antikapitalistiske drøm forstærket efter et år med coronavirus, hvor mange, især unge, har fået nyt perspektiv på deres liv og verden omkring dem.

The Garden er dermed blevet den oplagte flugt – og den ligger lige for én på et af verdens mest populære sociale medier.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af