Store dele af Reddit protesterer og går i sort efter ansættelse af kontroversiel eks-politiker

Store dele af Reddit protesterer og går i sort efter ansættelse af kontroversiel eks-politiker
Reddit. (Foto: Reddit)

Har du prøvet at besøge nogle af Reddits mest populære forummer de seneste dage, er du måske stødt ind i en besked om, at de er blevet gjort private og dermed er midlertidigt utilgængelige.

Adskillige populære subreddits såsom r/apple (platformens førende forum for Apple-produkter), r/Music, der har mere end 27 millioner brugere, og r/Fitness med otte millioner brugere har nemlig protesteret mod en kontroversiel ansættelse hos Reddit.

r/Music efter nedlukningen (via Daily Dot).

Protesterne kommer, efter Reddit hyrede den tidligere britiske politiker Aimee Knight. Hendes karriere kørte af sporet tilbage i 2017, da hun valgte at ansætte sin far under en valgkampagne, selvom han var blevet sigtet og senere dømt for voldtægt og tortur af en 10-årig pige.

I 2019 efter blev Knight endnu en gang fokus for opmærksomhed, da hendes mand sendte flere tweets, der indikerede seksuelle fantasier om mindreårige.

Knight har gennem længere tid været tilknyttet Reddit som frivillige moderator, men er i løbet af de seneste måneder blevet fastansat. Siden da har hun været udsat for chikane og såkaldt doxxing, hvor privat information er blevet lækket.

I første omgang slog Reddit ned på dette til stor kritik fra brugerne, da en administrator ved en fejl blev bandlyst fra platformen.

Siden da har Reddit tilsyneladende været ude i lidt af en kovending med en opdatering fra Steve Huffman, platformens administrerende direktør, der blev udsendt i nat dansk tid.

I opdateringen skriver Huffman, at Knight ikke længere er tilknyttet Reddit, og at Reddit ikke har formået at leve op til deres egne standarder.

»Vi forstår vreden og forvirringen omkring disse emner og de konsekvenser, som det har. Personen (Aimee Knight, red.) er ikke længere ansat hos Reddit, og vi kigger nu på at udbygge flere af vores interne retningslinjer«, siger Huffman.

Efter udmeldingen er de fleste subreddits, der ellers var gået i hi, nu åbne for alle igen. Samtidig har adskillige brugere og forummer indsamlet flere tusinde kroner til velgørende formål i kampen mod misbrug af børn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af