Det starter med anklager, der langsomt siver ud i krogene af internettet.
»Hun har været sin kæreste utro«, lyder det, imens kommentarerne tager fart med variationer af »hun har kneppet sig til toppen«-tilsvininger.
Koret af kritikere vokser, og stemningen griber om sig, indtil ekkokammeret på tværs af samtlige sociale medier i kor runger: »Hvorfor skal vi tro på, hvad den bedrageriske luder siger?«.
Lyder det som den storm, der ramte Amber Heard? Det er det ikke.
Det er derimod drejebogen for GamerGate fra 2014, internettets mest indflydelsesrige kulturkrig, der lærte fans at angribe kvinder online ved at ødelægge deres ry og dermed flå deres liv fra hinanden.
Det skete, efter en kvindelig spiludvikler i et blogindlæg blev udsat for anklager om utroskab af sin ekskæreste, hvilket eskalerede til et værdiladet fløjopgør, der kridtede linjerne op for fremtidens retoriske krigsførelse på sociale medier.
Siden da er strategien blevet finpudset og adopteret som skabelon for hetzende fans, der har haft deres sigte rettet mod Ariana Grande, ’Star Wars’-skuespillere og ikke mindst Amber Heard.
Små kampe, store krige
GamerGate står i dag som et monument over, hvordan man udvælger en kvinde og fordrejer fortællingen omkring hende, indtil stemningen er så ondsindet, at fakta træder i baggrunden for en større symbolsk dagsorden, som mange kan føle sig som fans af.
Og netop fans er helt centrale, for når kvindefjendske kulturkrige buldrer af sted, kører de ofte på benzinen fra et dedikeret følge.
Nogle fans har takket være en ultraloyal tilgang til popstjerner, skuespillere og ikoniske franchises – som ofte bunder i et fastfrosset, sentimentalt billede af fortiden – en umættelig trang til at kæmpe for det, de føler, er deres sag.
Når deres sag eller idol forurettes, foldes skyklapperne ud, og tunnelsynet rettes mod retfærdighedens kamp, hvor kvinder oftest må se sig tvunget ind i rollen som syndebuk – også selvom de faktisk er ofret.
Således blev Ariana Grande udpeget af Mac Miller-fans som årsagen til, at rapperen døde af en overdosis i 2018.
Nogle af hans fans argumenterede for, at han var så knust over deres brud, at sangerinden pressede ham ud i narkomisbrug.
Anklagerne var vanvittige, og Grande tog skarpt til genmæle på Twitter: »Jeg er hverken en babysitter eller en mor, og ingen kvinde skal føle sig tvunget til at være det«.
Disse kampe, hvor kvinder presses ind i en fastlåst norm eller må kæmpe imod ubegrundede anklager, udfolder sig løbende som mindre udfald i det evigt voksende store billede.
Vi så det også med Brie Larson i 2018, da hun ifølge kritikere ikke smilede nok i traileren til ’Captain America’. Straks var den fanatiske fankultur på rov med krav om, hvordan skuespillerinden skulle leve op til deres forestillinger.
Og i øjeblikket udspiller en lignende sag sig i den evigt giftige diskurs omkring ’Star Wars’, hvor ’Obi-Wan Kenobi’-stjernen Moses Ingram udsættes for racistiske angreb i så voldsomt et omfang, at både hovedrolleindehaver Ewan McGregor og Disney har set sig nødsaget til at forsvare hende.
Faktisk havde LucasFilm forventet (ikke overraskende, da de regelmæssigt går igennem denne slags kontroverser med deres kvindelige stjerner), at skuespillerinden ville blive lagt for had i sådan en grad, at de advarede hende på forhånd:
»Det er en ting, som desværre vil ske. Men vi er her for at støtte dig, og du kan tage fat i os, hvis det sker«, fortalte Ingram om produktionsselskabets reaktion til The Independent.
Fra fan til fanatisk
Kvindehadet har med konklusionen på sagen mellem Depp og Heard endegyldigt fundet sit naturlige habitat på internettet. Ingen andre steder trives misogyni i samme stil, som når det lever højt på vreden fra mennesker, der sigter efter samme mål.
Hvor det under GamerGate i store træk blev fremstillet som mænd, der hader kvinder, fordi angrebene var forankret i en machopræget spilkultur, kommer hadet ikke længere blot fra én fløj eller homogen gruppering.
Nu er kulturkrigene blevet allemandseje, og Depp-tilhængere, antifeminister, MeToo-modstandere og ’Star Wars’-fans, som ikke nødvendigvis deler samme ideologiske udgangspunkt, kan finde fælles fodslag i kampen mod deres offer.
Det er formentlig de færreste, der kan huske de helt konkrete anklager, som indledningsvist blev rettet mod Heard, inden hun blev synonym med lorte-memes og kokain i vidneskranken.
Og det er derfor, at Kelly Marie Tran ikke huskes for sin gedigne indsats i den seneste ’Star Wars’-trilogi, men derimod som kvinden, der måtte flygte af sociale medier efter at være blevet møde med racistisk had.
Internetkampagnerne handler ikke længere om konkrete beviser (eller sågar manglen derpå) på, at nogen har gjort noget galt. Det handler om at samle flest mulige støtter på ens flanke, der deltager i en mudderkastning så massiv, at man ikke længere kan skimte sagens udspring.
Når dét sker, når fanbasen tænder gnisten og får krudttønden til at eksplodere på tværs af platforme og publikum, har internetkrigernes hadmaskine frit spil.
Spilleregler ugyldiggøres, målet helliger midlet, og det handler udelukkende om at tryne ofrene til at opgive deres forsvar eller i det mindste holde deres mund.
På den måde trækker slagene – både de små kampe, der udkæmpes af servile fans, og de store krige, hvor fans er blevet til bevægelse – en rød tråd tilbage til GamerGate.
Det var måske ikke her, at internettets mest fanatiske fans lærte at hade kvinder. Men det var her, at de erfarede, hvordan man hader dem mest effektivt.