Microsoft afslørede i sidste uge navnet og logoet til deres kommende webbrowser, som skal afløse den seneste og sidste version af Internet Explorer 11. Den nye browser får navnet Microsoft Edge og bliver lanceret med Microsofts kommende operativsystem Windows 10, der endnu ikke har en release-dato.
Microsoft Edges logo – der ses til højre for det gamle Explorer-logo herover – minder foruroligende meget om det gamle Explorer-logo. Foruroligende, fordi mange med gru genkalder de magre år, hvor Internet Explorer var den eneste browser på markedet.
Microsoft er udemærket godt klar over at deres browser har ligget for had i årevis – hvilket de på tåkrummende ærlig facon ironiserede over i reklamen for version 10.
Men hvorfor har den fået det ry, den har? Vi genfortæller den knap 20 år gamle browsers historie med gifs.
Brugen af Internet Explorer nåede sit klimaks i 2002-2003, hvor op mod 95 procent af al browsertrafik foregik på Explorer. Det var efter, de havde udkonkurreret Netscapes Navigator-browser, som dog levede videre som en skygge af sig selv frem til den seneste version fra 2008.
Enhver, der kan huske start-nullerne, vil sikkert også huske hvor langsom og ustabil, Internet Explorer var. Der var et hav af bugs hæftet på de tidlige versioner, der gjorde, at Internet Explorer ofte sluttede uventet. Det dannede grobund for, at andre browsere kunne indtage markedet.
Microsofts browser fik skarp konkurrence, da Mozillas Firefox kom til i 2002. Sidenhen lancerede Google deres browser, Chrome, i 2008, der gjorde op med en hel del af de problemer, særligt webdesignere oplevede i deres daglige arbejde med Internet Explorer. Desuden tillod de nye browsere såkaldte add-ons, som er små ekstrafunktioner, du tilføjer din browser. Det hjalp på deres popularitet, og inden for bare fire år, havde Chrome overhalet Internet Explorer som den mest brugte browser.
Samtidig holdt Microsoft med Explorer stædigt fast i nogle standarder for kodningssprog, som gjorde, at rigtig mange websider så underlige ud. De fleste webdesignere kender formodentlig til de katatoniske vredesudbrud forbundet med at gøre et website klar til at understøtte ældre versioner af Internet Explorer.
Der har flere gange været seriøse sikkerhedsproblemer med browseren. Bedst kendt er nok version 6, der for hackere var som honning for fluer. Da Internet Explorer på daværende tidspunkt var den mest populære browser, var den naturligt også mest udsat for hackerangreb. Og livet var nemt for hackere: Alt hvad det krævede for at få fat i internetbrugeres oplysninger, var at de besøgte et enkelt inficeret website, så var skaden sket.
Internet Explorer 11 får lov at leve videre i en rum tid endnu sideløbende med Microsoft Edge. Og selvom det nu er begyndelsen til enden for browseren, så skal det retteligt siges, at de seneste versioner har løst mange af fordums problemer. Så må vi bare håbe, at Edge kan ryste Explorers ry af sig.
PS: Der kan være problemer med at vise gif-filer i Internet Explorer.
Følg med på Soundvenue.com/tech, hvor vi fremover sætter fokus på digital kultur og ny elektronik.