‘What Remains of Edith Finch’ er rørende, fabulerende og helt igennem suveræn historiefortælling

Når vi i computerspil møder døden er den oftest frustrerende, brutal, konsekvensløs eller måske ligefrem en lettelse, men selvom døden ofte er allestedsnærværende i spilmediet, har jeg aldrig set den behandlet så smukt, rørende og, ja, livsbekræftende, som det er tilfældet i californiske Giant Sparrows ‘What Remains of Edith Finch’.

Med sine fødder plantet solidt i den magiske realisme genkalder den fabulerende familiesaga værker som Gabriel Garcia Marquez’ bog ‘100 Års Ensomhed’ og The Astronauts’ spil ‘The Vanishing of Ethan Carter’, men californiske Giant Sparrows andet spil er alligevel helt og holdent sit eget fabeldyr og et højdepunkt for interaktiv historiefortælling.

Historiefortælling gennem leveldesign

‘What Remains of Edith Finch’ indfinder sig på mange måder sikkert og selvsikkert i den række af relativt nye spil som for eksempel ‘Gone Home’ og ‘Firewatch’, der kan betegnes som førstepersons narrative adventurespil – eller som de, der er mindre glade for genren, lettere hånligt kalder dem: Walking simulators.

Det er en genre, der har sine rødder helt tilbage i den sidste halvdel af halvfemserne, hvor den legendariske udvikler Looking Glass Studios begyndte at undersøge mulighederne for hvordan leveldesignet kunne bruges til at fortælle en historie i stedet for udelukkende at tjene et gameplaymæssigt formål. Irrational Games (anført af den tidligere Looking Glass designer, Ken Levine) tog med ‘Bioshock’ dette til nye højder, dog stadig inden for actionspillets rammer.

Men så blev Steve Gaynor, der arbejdede på både ‘Bioshock 2’ og ‘Bioshock: Infinite’, nysgerrig på, hvordan et spil, der udelukkende fokuserede på udforskning og historiefortælling ville tage sig ud. Således kom ‘Gone Home’ (2013) til verdenen og var med til for alvor at at give den genren fodfæste i spilverdenens (nogenlunde) brede bevidsthed.

En pige vender hjem

Det siger sig selv at narrative spil i høj grad står og falder med den historie, de fortæller. I ‘What Remains of Edith Finch’ indtager du rollen som Edith Finch, der som sin families sidste levende medlem efter seks års fravær vender tilbage det arkitektonisk nærmest umulige hus, der igennem fire generationer har huset Finch-klanen.

Medlemmerne af familien lider alle den uheldige skæbne at afgå ved døden som følge af alt andet end alderdom. Men er der tale om sort uheld, eller hviler der en forbandelse over familien Finch? Det sætter Edith sig for at finde ud af, hvilket sådan helt lavpraktisk betyder, at du i hendes sko gennemsøger huset fra ende til anden for at finde frem til hendes familiemedlemmers sidste øjeblikke, imens hun fortæller historiebidder alt efter, hvad du kigger på eller interagerer med.

Hvis du har prøvet denne type spil før, er det ret ligetil, men selve huset er så detaljeret og veldesignet, at det alligevel er en sand fornøjelse at gå på opdagelse i. Det er et godt udgangspunkt, som er glimrende udført, men ‘What Remains of Edith Finch’ spiller dog først sit sande trumfkort, når du aktiverer de nøgleobjekter, der lader dig genleve de sidste øjeblikke af dine familiemedlemmers liv igennem deres øjne.

Ti fantastiske fortællinger

Familiemedlemmernes ca. ti historier udfolder sig som små vignetter, hvor grafisk stil, narrativ tone og selv gameplay (mere om det senere) ofte ændrer sig. For eksempel transporterer historien om barnestjernen Barbara dig til de spilbare sider af en tegneserie, og bedstefar Sams historie opleves gennem linsen på et kamera.

Nogle af historierne er plantet i realismen, mens andre bevæger sig helt ind på fantasyterritoriet. Det giver næsten sig selv, at Giant Sparrow med så stor en spændvidde ikke rammer plet hver gang, men de fleste af vignetterne sprudler af overskud, kreativitet og fortællelyst, der giver selv de helt ordinære dødsfald en poetisk kvalitet.

Den på en gang livsbekræftende og dybt tragiske historie om den glade baby, Gregory, greb mig for eksempel lige om hjertet, og historien om fabriksarbejderen Lewis er en lille genistreg, der smukt udnytter spilmediets unikke muligheder til intelligent at belyse psykisk sygdom.

Gameplaymæssig variation

En af genrens udfordringer har været at krydre udforskningen og historiefortællingen med nok interaktivitet til at holde spilleren investeret i oplevelsen. ‘Gone Home’ og ‘Firewatch’ lykkedes med dette gennem henholdsvis det tilfredsstillende ved at snage i folks privatsager og et engagerende dialogsystem, mens ‘Everybody’s Gone to the Rapture’ endte med at blive en lidt tom (og meget langsom) vandretur gennem et smukt landskab.

I dette henseende virker de skiftende former for gameplay i ‘What Remains of Edith Finch’ som en ren saltvandsindsprøjtning, der skaber variation og holdt mig på tæerne hele vejen igennem. De styres alle sammen med de to sticks og R2, og formår trods variationen og det fuldstændige fravær af tutorials (tak for det) at fungere særdeles intuitivt.

Du skal dog ikke forvente den store udfordring, så spiller du primært for at få testet din reaktionstid og ekvilibrisme udi finmotorik, er ‘What Remains of Edith Finch’ nok ikke noget for dig. Prisfølsomme købere bør nok også vide, at de kun får et par timers underholdning med meget begrænset replay value for de 149 kroner spillet koster (men der skal jo heldigvis nok komme udsalg på Steam og Playstation Store i fremtiden).

Endelig dom

‘What Remains of Edith Finch’ har mange andre fornemme kvaliteter, som jeg slet ikke har været inde på som for eksempel det smukke soundtrack, det fine stemmeskuespil og det fornemme visuelle design der både er dystert, sprudlende og afdæmpet. Det er alle elementer, der er med til at gøre spillet så formfuldendt, som det nu engang er. Men i sidste ende er det den fantastiske fortalte historie om Edith og resten af familien Finch, der vil stå tilbage som et lysende eksempel på, hvorfor historiefortælling i spil kan noget helt særligt.

---

Godt
+ Noget af den bedste historiefortælling spilmediet kan byde på
+ Bugner af kreativt overskud
+ Fornyer sin genre

Skidt
– Ikke alle vignetterne rammer plet
– Nogle vil nok finde det for kort til prisen