KOMMENTAR. Det startede småt, som det så ofte gør, når beskeder af seksuel karakter fra en Hollywood-stjerne bliver lækket.
På Twitter lagde en bruger screenshots op af beskeder og lydoptagelser, der angiveligt viser ’Call Me by Your Name’-stjernen Armie Hammer indrømme eller fantasere om voldtægt og kannibalistiske lyster.
Billederne begyndte derefter at florere i weekenden. Først med tilsagn fra andre kilder, derefter med afvisninger og ytringer om, at beskederne var »fake« (hvilket måske/måske ikke var sat i søen af Hammers publicist), og så videre i Twitter-boblen, hvor det hele nu brænder i lys lue.
Rygterne er dybt problematiske. Ikke kun på grund af indholdet, men også fordi de udstiller en eskalerende tendens online, hvor konkurrencen om at gå viralt sker på bekostning af fakta og med store menneskelige omkostninger.
Foreløbigt har Arnie Hammer trukket sig fra optagelserne af en kommende Jennifer Lopez-film. Hvad der er op og ned i sagen, finder vi måske aldrig ud af.
I stedet ser vi i øjeblikket, hvordan internetrygter oplever en renæssance af accelererende natur, hvor det næsten ikke kan blive bizart eller absurd nok. For hvis man kan markere sig i en rygtedebat med et brandvarmt navn, bliver man øjeblikkeligt skudt ind i den øverste sladder-stratosfære på internettet.
På sociale medier som TikTok forsvinder kildekritik hurtigt i en labyrint af kommentarer, brugere og tekniske beviser, der snildt kan fabrikeres med lidt Photoshop.
Samvittigheden sættes til side, for viser det sig, at et rygte er falsk, fabrikeres der blot nye rygter på samlebånd, indtil et af dem hænger fast. Det er en slags use and forget-tilgang, hvor kvantitet trumfer kvalitet i jagten på det næste high ved at gå viralt.
Men den evige jagt betyder også, at barren konstant hæves for rygternes chokeffekt og sensationelle behov. Den kyniske mentalitet helmer ikke, selvom det moralske kompas er slået ud af kurs. I stedet bliver det vildere, voldsommere og mere grotesk.
Et eksempel på dette så vi i efteråret, hvor rygtekulturen på Jodel løb løbsk, da mængden af anklager og rygter om krænkelser begået af flere kendte politikere og skuespillere eksploderede.
Det gik så voldsomt for sig, at Jodel efter hård kritik valgte at lukke ned for deres populære gossip-kanaler for at komme problemet til livs. Det var simpelthen kommet ud på et overdrev.
Anatomien af et rygte
2021 startede med forlydender om en affære mellem Kanye West og Youtube-stjernen Jeffree Star. Rygtet startede hos TikTok-brugeren Ava Louise (notorisk kendt for at skabe ravage online) og spredte sig hurtigt. Vi forsøgte at kortlægge anatomien bag historien.
Ofte ser man flere brugere gå sammen om at sprede et rygte, hvor en person starter ilden, en anden kaster benzin på bålet, og en tredje afviser alle rygter (lidt modstand underbygger ofte påstandene).
Herefter er der blot behov for, at historien opsnappes af medierne, og så ruller rygtesnebolden, indtil den ikke længere kan styres, fordi det kræver et større detektivarbejde at finde hoved og hale i sagerne.
Tendensen med rygterne er klassisk troll-adfærd, men i en moderne udgave der trives på enorme platforme som TikTok og Instagram.
Det er ikke obskure 4chan-typer, der prøver at forvirre massemedierne, men nærmere kendis-sladrehanke der bare vil se, hvor langt ud de kan køre en joke.
Rygtebørsens ofre
Nogle vil måske kalde skabelsen og spredningen af rygterne for simpelt tidsfordriv, andre vil sikkert sige, at det bare er harmløs underholdning, og så er der nogen, der simpelthen ser det som en sport at skabe det mest virale rygte for egen vinding.
Konsekvensen af denne tankegang er dog, at rygterne – når de når et niveau, som vi ser nu, hvor der ingen grænser er for perversiteten – gør uoprettelig skade, uanset om de er sande eller ej.
Internettet glemmer aldrig (alt kan efterhånden graves frem igen), og det er ofte ofrene, der må tage til takke med ikke at blive glemt.
Var Jennifer Lawrence årsagen til Chris Platts skilsmisse fra Anna Faris? Hvad med alle de ubekræftede historier om Michael Jackson? Og hvordan huskes de kvinder mon, der nu hives ind i Armie Hammer-sagen? Ingen studser over detaljerne, men historierne runger i vores kollektive bevidsthed.
Ofrene for rygterne vil altid dukke op i en Google-søgning, der knytter dem til absurditeterne, selv hvis det viser sig, at der har været tale om en fejlslutning. Imens er rygtesmedene for længst rykket videre.
Det er en kynisk tilgang og en konsekvens af de sociale mediers rolle i vores samfund (og deres manglende evner og ressourcer til at regulere indhold af denne art), for vil man skille sig ud, kommer man hurtigst op ad internettets rangliste med en bombastisk indsats. Hitter man ikke i dag, er man glemt i morgen.
Derfor er det også svært at forestille sig, hvordan tendensen for de vanvittige rygter skal knækkes, når der sjældent er konsekvenser for andre end ofrene.