Bliss
Bliss er et dansk band, der udgiver på et dansk pladeselskab, men på ingen måde har en typisk dansk lyd. Bandet lægger sig op af genren World Music kombineret med en ambient ChillOut lyd og en jazzet atmosfære. Man skal altså på ingen måde forvente musik, man ikke kan sidde stille til – tværtimod.
Albummet består af tolv numre, hvoraf fem numre er tidligere udgivelser. Kvartetten består af Marc-George og Steffen Aaskoven, der hovedsageligt virker som komponister og producere, mens Tchando og Alexandra Hamnede står for vokalerne. En udmærket konstellation, der dog alligevel har følt trang til at søge hjælp udefra. Det har de gjort i form af Sophie Barker, kendt som forsanger i Zero 7. Hun medvirker på bl.a. “Breathe” og “Don’t look back”, der er blandt de bedste på denne plade. Dette samarbejde er en ubetinget gevinst for albummet og sørger for at hæve niveauet til en smule over det jævne.
Af andre numre skal nævnes “Kissing”, der har floreret på mangt en compilation, og her er med i en ny udgave. Et nummer i down beat tempo, med flotte klange, harmonika og Alexandras klare vokal. Et sidste nummer, der udmærker sig, er det elleve minutter lange “Manvantara”, hvor bandet skruer en smule op for tempoet. Det starter med afrikanske trommer og jazzede klaverakkorder og ender i et afrohousebeat.
Pladen er stemningsfuld og yderst harmonisk, men desværre ikke så inspirerende og unik, som man må formode har været ambitionen. Blandingen af World Music, Ambient, ChillOut, Jazz, Klassisk, og lidt skandinavisk folketradition i form af hovedsageligt harmonika er modigt, men ikke desto mindre søvndyssende. Et kærkomment initiativ i en tid, hvor eftertænksomhed ikke just står på dagsordenen, og derfor hiver “Quiet Letters” sig op på karakteren tre ud af seks mulige.