Olesen-Olesen

Olesen-Olesen har alle dage lavet tænksom musik for danskere med noget mellem ørerne og nogle år på bagen. ‘Hårdnakket idyl’ er deres femte album i eget navn, og selv om stilen stadig er den afdæmpede minimalistiske folk-pop, så er der sket en forandring. Brødreparret Henrik og Peter er nu tydeligt afbalancerede og synes at have fundet glæden ved livets detaljer. “Vi insisterer på idyl”, synger Peter på albummets titelsang.

I skarp kontrast til deres forrige album, ‘Anonyme melankolikere’, har Olesen-Olesen lagt det ætsende sortsyn på hylden. Nu finder de mening og ro i den sløve danske natur, langt fra storbyens attitude, tempo og trængsel. Blomsterenge, havebuskadser, skovbryn og fugleflokke løber som en rislende tematisk å gennem størstedelen af sangene.

Den nyfundne idyl har afrundet de tidligere så skarpe kanter i brødrenes tekstunivers, men de er til gengæld erstattet af en vidunderlig poetisk hyldest til nu’et. Som i den tilbagelænede ‘Schade’: “Og der er intet jeg skal gøre / Der er intet jeg skal nå / Der er ingen genvej til lykken / men lige nu føler jeg mig ganske tæt på”.

Rent musikalsk er der også høvlet lidt på kanterne og skruet ned for volumen. ‘Hårdnakket idyl’ er klædt i en nænsomt underspillet lyd, hvor bas og trommesæt er udeladt for at give mere plads til det rolige samspil mellem guitar og vokal. Kedeligt bliver det dog aldrig, for producerer Troels Bech er altid klar til at krydre de krystalklare kompositioner med lidt orgel, synth, maracas eller klokkespil.

Det er muligt, at Olesen-brødrene begge har passeret de 40 år, men der er ingen midtvejskrise at spore her. De fremstår tværtimod forrygende fokuserede og “trækker vejret ubesværet”, som der synges på albummets afsluttende nummer, ‘Ved godt mod’.