Virak

“ExplodeZionLastdaybeforelastnight unfoldslastdaybeforewefallhopeis gone”. Dér får man lyst til at skrue op for ‘But Not As We Know It’. Teksten lires langsomt af på et minuts tid, derefter er det intens lydoplevelse for resten. Flydende bas, svævende guitarflader og roligt afdæmpede trommer. Lidt rytmeæg efter endnu et par minutter, og sangen igen: ikke storladen, ikke påtrængende, men alligevel lydende som et alvorligt varsel. Noget er ved at ske.

Dramatikken er sat i spil på Viraks selvudgivne debut-EP – som jeg vil gå så vidt som til at kalde sin titel værd – og det er sådan set meget forfriskende. Postrocken har slået grundige rødder i Danmark, og nærværende band, som tæller Martin Ejlersen på guitar og vokal, Christian Kühne på bas og Peter Dyring-Olesen på trommer, har om ikke klatret i det, så i hvert fald lænet sig op ad træet. Det er støjende, repeterende, men bedst af alt også mere end blot stiløvelse.

Guitaren bliver vild, bassen brølende, trommerne som vinden, der river i alt under en efterårsstorm. Det er stort og stærkt, men mest væsentligt er det åbent for forslag og trip til tankerne, som tager imod en invitation.

“Wait, stop”. ‘Bedside Storys’ byder heller ikke på en tekst, der taler over sig. Men man mærker dybden i bandets univers, og man fornemmer at den skarpe lydproduktion (Uffe Lauesen, Signe Høirup Wille-Jørgensen, Morten Bue) har fået det, de har fundet, helt frem i forreste række.

Det er ambitiøst, stort og flot. Bestemt ikke til enhver lejlighed, og bestemt ikke for ører, der hellere vil kræses om med hurtig pop. Det er, med et udtryk så gammeldags som, opmærksomheden værd.

Sidste nummer bliver en smule kedelig, omkring fire minutter henne, hvor man mærker strømerne ånde én i nakken, byens lys og sirenerne, ens puls bliver fanget og en insisterende guitar tager fat og fører én videre mod historiens klimaks, og lidt endnu. Ideerne peger helt klart i den rigtige retning for Virak.

For hov, heller ikke dér. De fortsætter. Heller ikke klimakset er helt som man kender det. Guitaren tager fat, og de listende støjeffekter, som har markeret sig tidligere, vender tilbage for noget, der lyder som fuld styrke. Musikken lyder, bider, tager fat, og rinder så ellers stille og roligt ud.

Det er ikke overvældende følsomt, men man mærker at det er på vej, og man fornemmer at Virak befinder sig blandt blomsterne i Danmarks undergrund.