Papa M

Papa M, alias guitaristen og sangeren Dave Pajo, er en musiker med flere sider. Oftest en drømmende instrumental musiker, andre gange en sanger med rødder i sentimentale folk-blues sange.

‘Hole of Burning Alms’ har samlet en række ikke tidligere udgivne numre, hvor stemmen stort set er gemt væk til fordel for hans velkendte og dragende guitarspil, som vandt ham megen respekt på tidligere plader med Arial M og Tortoise. På denne opsamlingsplade er han mest interessant for kendinge, når han viser en side han ikke rigtigt har gjort på tidligere udgivelser; den strømførende Papa M. Det viser sig på første halvdel af pladen, hvor der næsten går Mogwai’sk udløsning i enkelte numre. Og det klæder Pajo at give afløb.

Først midtvejs lader Dave Pajo sin spartanske og nærværende stemme høre i den sørgende ‘Last Caress’. En tyst lille sang, hvor den amerikanske sangskat som Pajo fik åbnet op for på det lille mesterværk ‘Whatever, Mortal’, igen kommer frem og viser hans evne for at fortælle den klassiske historie om kærlighedens grumme skæbne. Som et gennemløb på denne plade, høres – bogstavelig talt også i ‘Last Caress’ – lyden af præriens græshopper i en natlig time, hvor alle andre lyde er forstummet. Dave Pajo er en musiker med hang til stemninger.

‘Hole of Burning Alms’ tilfredsstiller først og fremmest de lyttere, der har Pajos guitarspil kærest. Andre kan godt tillade sig at ønske, at han havde ladet røsten træde mere frem, at han havde haft mere af “the blues”, da han sammensatte denne udmærkede opsamlingsplade. En plade, der trods sin præsentation af overskudsmateriale, viser Pajos mange talenter og vilje til at ikke afgrænse sig.