Weird War

Weird War har på et tidspunkt udtalt, at deres musik går ud på at få den amerikanske præsident til at snuppe en cyanid-kapsel. Nu kender jeg ikke til mr. Bush’ musiksmag, men jeg kunne levende forestille mig, at han ville hyre et par ekstra bredskuldrede bodyguards, hvis han tog en indædt lytter til Weird Wars nyeste album ‘If You Can’t Beat ‘Em, Bite ‘Em’ – det oser langt væk systemkritik og fandenivoldsk do-as-you-fucking-please.

Musik med politiske budskaber er vel en smagssag såvel som en holdningssag, men uanset hvad, så er der ikke noget nyt i at skælde den siddende magt ud via sin kunst – det har skabende mennesker gjort altid.

Alligevel er det interessant, hver gang det sker. Man ved, at der er et
ekstra drive bag lyden. Et drive som hos amerikanske Weird War smækker turboen i bund og får det hele til at brage på en menneskelig måde.

Det er neo-punk med et særligt indie-islæt. Eller indie med et særligt neo-punk-islæt. Eller neo-indie-punk om man vil. Og det fremføres med en rusten underlyd, som får det hele til at krasse ondsindet i højtalerne. Melodierne har måttet vige for gruppens tungsindige lethed, der umiddelbart kan lyde som ufuldendt paradoks, men som samtidig er grundlag for en hvirvlende energi, der sjældent høres.

‘If You Can’t Beat ‘Em, Bite ‘Em’ er et interessant rough udspil, der ind imellem forsøger at ramme en hip retro-dekadence, men alligevel formår at lægge sig skævt til rette mellem det autentiske udtryk og den kompromisløse hævede næve.