Vesterbro Festival 02: Sidste Ambulance – til de skæve patienter

Bedst som man tror, at man skal ligge hele natten med sine blødende sjælekvaler, dukker ambulancen op. Den sidste vel at mærke. Men nok også den bedste. For sjældent er man blevet fragtet så behageligt og poetisk gennem en koncert.

Café Mandela, der leverer en af de fire scener til Vesterbro Festival, vinder ikke prisen for den bedste lyd. Tværtimod. Den kroniske højtalerstøj er en faktor, man skal tage sig sammen for at overhøre, men det lod sig faktisk gøre under Sidste Ambulances koncert. Med en milliard stykker udstyr på scenen (og ved siden af) var der lagt op til en interessant og frygtløs optræden i det sære mellemrum mellem rock, elektronika og poesi.

Det skiftede særdeles underholdende mellem melodramatiske mini-eskapader, sumpede æter-low-rides og fængende, men skævvredne melodi-fragmenter. Og musikerne stod hele den røgfede distance ud til publikum. Deres energi var af den veloplagte og rolige karakter, men altid legende og integreret. Hvis man skulle sætte en klam finger på noget, måtte det være manglende rutine. Præcisionen vaklede ofte lidt lallende rundt på de skæve beats…

Samlet set er der dog tale om en gruppe, der har fat i lydens lange ende. Der kan ind imellem trækkes et par pæne røde tråde til grupper som Múm og Tiger Tines, men overordnet har Sidste Ambulance fundet et særdeles originalt udtryk. Og med en stærk tekstforfatter som trommeslageren Anders Danielsen, og en sublim forsanger som Bjarke Helmø, kan det ikke gå helt galt.

Den Roskilde-baserede kvartet opstod i august 2003 og har på under et år formået at etablere en solid, men blidt svævende lyd, der nok nærmest kan betegnes som elektro-rock, eller måske bare klik-rock. Men at trække en almen betegnelse ned over de fire gutters lyriske landskaber, er som at trække en kalot ned over en fuldvoksen elefant. For hvis der er noget Sidste Ambulance IKKE gør, så er det at holde sig indenfor rammerne.