Lazyboy

Kan I huske sommeren 1999? Sikkert ikke, men hvis nu jeg siger: “Ladies and gentlemen, of the class of ’99. Wear Sunscreen.” – så siger I sikkert: Ah – det var jo det der løjerlige radiohit, som ingen kunne synge med på, af den ene årsag at der ikke blev sunget meget, men i stedet sagt en hel masse, som man i virkeligheden godt vidste eller kunne nå frem til ved et minimum af selvstændig tankevirksomhed. Jo tak!

Dengang var det den australske filmmand Baz Luhrmann, der var idémanden bag spoken word-projektet, der tydeligvis har inspireret vores allesammens (Aqua) Søren Rasted til at prøve kræfter med selv samme genre. Man kunne i den forbindelse have ønsket sig, at formen havde været en smule mere original, for projektet læner sig – både i tekst og musik – meget op ad ovennævnte.

Konceptet Lazyboy er betragtninger på verden i dens mangfoldige udtryk. Lige fra det polerede feel good univers ledsaget af pop-house beats i ‘Inhale Positivity’ – over det mere komiske i ‘Underwear Goes Inside the Pants’, hvor den gale New York-komiker Greg Giraldo udspyr syrligheder – og til det helt politisk ukorrekte i ‘The Manual (Chapter 4)’ – en udførlig “six step easy-to-follow-guide” til jointrulning!

Hele pladen er sammensmeltning af musik og ord, et sprogligt bombardement, en uendelig strøm af gode råd, kloge ord og sprogspil. Men for det meste også ligegyldigheder der hurtigt er overset. Desværre, for tanken – at ordene er omdrejningspunktet – er en kærkommen og alt for sjælden egenskab ved kommercielle popudgivelser.

Men man gider ganske enkelt ikke at høre pladen mere end et par gange. Ikke fordi Rasted og co. ikke har noget interessant på hjerte, men fordi musikken, der ledsager informationsstrømmen, er kønsløs og uinteressant elektronisk Kenny G-pop, der på ingen måde lever op til sine gode intentioner om fordybelse eller inviterer lytteren til ja – at lytte!