Polly Paulusma

Gennem golde solnedgangslandskaber, dybe mystiske skove, frodigt blomstrende enge og storbynætters melankoli flyder Polly Paulusmas vokal og sangskriverier. Kategorisering lader sig ikke uden videre gøre, idet spændvidden i både stemme og musik er bred.

‘Scissors In My Hand’s første-single ‘Dark Side’ og ‘I Was Made To Love You’ ligger i direkte forlængelse af dygtige kvindelige folk-sangere som Joni Mitchell, Joss Stone og (den desværre alt for u- og underkendte) Stephanie Dosen, mens andre sange byder på smagen af både r’n’b og jazz, som man hører det hos supersællerten Norah Jones. Dette gælder eksempelvis den lækkert vokalbårne ‘One Day’.

Det er den i folk-genren ganske uundgåelige western-guitar, der udgør den musikalske rygrad på ‘ Scissors In Your Pocket’. Ligesom på et af de senere års store singer/songwriter-album, Damien Rices ‘O’ fra 2003, er der dog på flere af numrene lukket op for sækken med strygere, der lægger sig, som et dybrødt scenetæppe af et akkompagnment til Paulusmas fyldige, fremtrædende og ensomme vokal. Det, der gør, at det ikke bliver for meget, er, at vokalen hele tiden får plads. Den lidt fedladne og polerede musiske baggrund bliver i netop baggrunden, hvorved Paulusmas stemme får rum til at være umiddelbar og skabe oplevelsen af nærvær.

Som dråber fra en utæt vandhane drypper de stemningsmættede medlodier ud gennem højttalerne en efter en og danner en fortættet luft, der bare kalder på indendørsliv og små tanker om kærlighedens finurlighed og livets foranderlighed. Netop det små gør det stort. Det er ikke de store Dylanske eller Youngske fabler, men ligesom med Joni Mitchell findes nerven i teksternes afgrænsning. De er brudstykker af liv og følelser uden et egentligt handlingsforløb. Disse brudstykker skaber en stemning, fremkalder en følelse eller fremstiller et øjebliksbillede, som lytteren selv må udfylde i fortid og fremtid.