The Game
The Game, hvis borgerlige navn er Jayceon Taylor, er født og opvokset i gangstarappens hjerte Compton og kan, som de fleste andre fra dette berygtede sted, skrive drugdealer på visitkortet, hvilket netop skulle blive hans skæbne, da The Game i 2001 blev skudt flere gange under en narkohandel. At han overlevede denne episode, så han som en mulighed for at få en chance til og valgte herefter at dedikere sit liv 100% til hiphop.
Hvem andre end Dr. Dre, som tidligere har haft stor succes med at forvandle kriminelle til stjerner, skulle samle The Game op fra rendestenen? Med et så prominent navn som Dr. Dre bag mixeren, er The Game selvfølgelig blevet en ombejlet herre. Udover førnævnte er ‘The Documentary’ fyldt med gæsteoptrædener fra blandt andet Mary J. Blige, Busta Rhymes og selvfølgelig også Aftermaths egne Eminem og 50 Cent. På produktionssiden finder man alt fra Kanye West til Hi-Tek.
Men en sådan perlerække af producere og rappere har ofte før resulteret i at det endelige resultat, er blevet en tam forestilling. Debutanten får dog på en god del af albummet bevist det modsatte. Med sit varierede flow og sine troværdige tekster om den hårde opvækst i ghettoen, fører han i glimt ens tanker tilbage på den legendariske gangstarap-æra, eksempelvis med rim som: ‘Believe you, me homie I know all bout losses/I’m from Compton where the wrong colors be cautious/One phone call will have ya body dumped in Marcys.’ Specielt når han lægger sjæl i numre som ‘Start From Scratch’ og ‘Runnin’ formår han at fange lytteren, og han bliver et friskt pust på den ellers noget forudsigelige mainstreamscene.
Det bliver dog aldrig nogen sindsoprivende oplevelse og efter en del gennemlytninger er det kedeligt at høre om hans pistoler og skudsikre veste, og som en klog rapper engang sagde: ‘If i had a dime for every rhymer that busts guns/ I’d have a cool mill’ for my sons in trust-funds/(MF Doom)’. Hans stil er ikke nyskabende og bliver dermed en del af den føjleton af albums, som Dr. Dre har produceret for diverse problembørn.