Virus Syndicate

Øredøvende, fængende og med masser af bas kommer her den debuterende grime-kvartet Virus Syndicate fra Manchester med mere energi end Svanemølleværket. Virus Syndicate beviser med debutpladen ‘The Work Related Illness’, at man ikke skal være fra London for at lave grime. Og at de kommer fra Manchester, lægger de da heller ikke skjul på. Her på nummeret ‘Slow Down’: ” Think ya know me? I’m from Gunchester, I can tell you’re phoney…”

Det der adskiller, ‘The Work Related Illness’ fra andre grime-plader er Mark One’s producerertalent. Hvor andre grime-plader lægger stor vægt på lyrikken, er der på ‘The Work Related Illness’ en utrolig variation på produktionssiden, og Mark One viser, at stryger-orkestrer såvel som jazz-horn kan harmonere sammen med en bas, der kan blæse dig årtier tilbage.

En anden ting der også gør pladen anderledes, er deres fantastiske nordengelske accent, der gør lyden endnu mere rå og autentisk. Deres tekster omhandler alle det hårde liv på gaden med stoffer, vold, og hvad det ellers indebærer. Deres lyriske univers er også pladens eneste minus, da det til tider bliver en smule indsnævret. Men de har humor og forstår at bruge deres accent på en helt unik måde, som på ‘Major List MCs’: “Skint, but everything’s mint like Murray, got more flavours than a McFlurry, I’m hot like vindaloo curry, other MCs scurry…”!

Virus Syndicate. 'The Work Related Illness'. Album. Planet Mu Records/Soundvenue.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af