The Futureheads

En bølge af nye britiske rockbands skummede sidste år de danske kyster, så tungen måtte hænge lige i munden for at følge med. Der dukkede debutalbums op fra bands som Bloc Party, Maximo Park, Kaiser Chiefs og The Futureheads. Britisk rock var hot.

Nu begynder de hypede britrock-bands så småt at give lyd fra sig igen. De første på banen er Sunderland-kvartetten The Futureheads, som vakte opsigt med deres iørefaldende, men noget omkringfarende postpunk på debuten ‘The Futureheads’. De fire ‘lads’ spicede de rappe melodier op med 80’er-inspirerede korharmonier, ikke ulig Adam and the Ants og Duran Duran. Debuten savnede dog, at sangene for alvor fik lov at folde sig ud: Med kun to numre på over tre minutter føg de ørehængende rockrefræner nok om ørerne på én, men kun for at ile videre til næste sang.

Det har The Futureheads rådet bod denne gang. Der er stadig hidsige postpunk-sager med karakteristiske rytmeskift som åbneren ‘Yes/No’ og ‘Cope’, men klart bedst står de mere afdæmpede ‘Fallout’, titelnummeret og ‘Face’, netop fordi kvarttetens usvigelige sans for gode melodier får lov at blive hængende ørerne i mere end bare to minutter.

Der er blandt andet tid til at forundres over det fremragende korarrangement på albummets bedste nummer, den Beach Boys-inspirerede ‘Thursday’, som er salig Brian Wilson værdig. The Futureheads har med ‘News and Tributes’ fundet et ståsted med en betydelig længere holdbarhedsdato.

The Futureheads. 'News and Tributes'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af