Tunng

Man kan godt gå hen og blive lidt tung i ørerne, når den megen elektronica vi præsenteres for ofte serveres med de sprøde click-lyde godt opkogt med sammenblandinger af følsom folk. Eller er det mon omvendt ingredienserne blandes?

I tilfældet med den britiske gruppe Tunng er det retfærdigvis nok snarere omvendt, for her klimpres fingerspilsguitar i bedste bløde, tresser folk-stil. Og så er der jo det elektroniske bidrag. Her bliver det for alvor sjovt, for havde Tunng holdt sig fra strengelegene, ville der nedenunder gemme sig et skønt fundament at bygge videre på. Det fungerer simpelthen langt bedre uden pling pling-guitaren. Og så skal vi jo heller ikke forglemme sanger Mike og hans ‘schhhhh, stille’… hviskende vokal. Uha, den kunne man være foruden, monoton og melodi-dræbende, som den er.

Tunng ligger ikke langt fra eksempelvis den elektroniske tryllekunstner Four Tet, en illusionist de med fordel kunne lære et par tricks af. Et par guitarer og en enkelt vokal kunne trylles tilbage i hatten og herefter tages frem igen i mere veldoserede og harmoniske portioner, således de elektroniske bidrag fik lov at træde mere frem i rampelyset. Det blide og det bløde kan jo også lyde tungt i ørerne.