Alasdair Roberts

At Will Oldham efterhånden er blevet en genrebetegnelse i sig selv, kan der vist ikke være tvivl om, og tilsyneladende er der ingen ende på strømmen af musikere, der mere eller mindre ufrivilligt ender med at lyde som Oldham, og dermed også må høre for det til tid og evighed.

Skotske Alasdair Roberts er et godt eksempel. Ti år efter han udgav sin første single på Will Oldhams Palace Records label, med bandet Appendix Out, er den bløde folk-sanger tilbage med sit fjerde soloalbum, som er Roberts største Oldham-pastiche til dato.

Om hans personlige forbindelser til Will Oldham (de to har blandt andet spillet sammen i projektet Amalgamated Sons Of Rest sammen med Songs:Ohias Jason Molina) er undskyldning nok i sig selv, kan sikkert diskuteres til ukendelighed. Men foruden sin brægende skotske accent og halvfimsede falset-vokal, gør Alasdair Roberts ikke meget for ikke at lyde som sin amerikanske mentor. Det er tydeligt at høre, at Alasdair Roberts musikalske inspiration ligger i 100 års skotsk folkemusik og ikke i country-musikken, men tilgangen til fortolkningen af sit lands historiske musiktradition er ens hos begge sangere.

‘The Amber Gatherers’ er, som de fleste andre skotske folkplader, en temmelig monotom størrelse, som kan være nok så charmerende og hyggelig og ‘efterårs-agtig’, men alt for ofte ender som en gabende ørkenvandring, der ikke efterlader lytteren med meget andet end en følelse af, at ‘det er da meget rart, og han er sikkert også en sympatisk fyr’. Dermed formår ‘The Amber Gatherers’ ikke at blive til meget mere end et lydtapet til at skylle jordbær-theen og gråvejrs-depressionen ned med.