The Fratellis

Mængden af britiske punk-inspirerede rockbands er tilsyneladende ikke sådan at stoppe. Siden Franz Ferdinand effektivt slog ruden ind til menigmand i 2004 med en både snedig og røvrystende opdatering af fordums punk-attituder, er en hale af selv- og stilsikre kolleger fulgt efter. Listen er lang: The Futureheads, Maxïmo Park, Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys… For nu at nævne de bedste. Her fortjener The Fratellis også at være iblandt.

Den skotske trio er nemlig et ganske eminent bevis på, at den svært befolkede britiske postpunk-scene har en fremtid lidt endnu. Opkaldt efter frontmand John Fratelli har det Glasgow-residerende band fundet ind til et simpelt, slasket og dejligt uhøjtideligt udtryk, der bør gå lige i ølmaverne på såvel Rangers- som Celtic-fans. Debuten ‘Costello Music’ er mættet med en gyngende punkrock, hvis absolutte styrke ligger de fodbold-frække syng-med-omkvæd, som eksempelvis singleforløberen ‘Chelsea Dagger’ er fint i besiddelse af.

For nu bare at citere refrænet i selv samme sang: “Doh, doh, doh / Doh, doh, doh/ doh, doh, doh, doh, doh, doh”. Åh jo, her kan alle være med, uanset promille i blodet, og det er ærlig talt en dejlig befriende egenskab ved The Fratellis. Der er ikke mange tvære miner at tage stilling til. Kun at nyde sange som den gadefrække albumåbner ‘Henrietta’ og den fjalede ‘For the Girl’ med et herligt Beatles-klingende omkvæd.

Helt at overrumple ørerne kan debuten imidlertid ikke. Hvor uprætentiøse og charmerende The Fratellis end er, kan de ikke løbe fra i flere øjeblikke at lyde lidt for meget som sidste års mega-overraskelse Arctic Monkeys – desværre bare uden helt samme langtidsholdbare melodimateriale. Men det ændrer overordnet ikke ved, at de tre skotter med ‘Costello Music’ puster lidt nyt liv ind i en ellers halvvissen britisk rockscene.