Richmond Fontaine

Med titler som ‘$87 and a Guilty Conscience That Gets Worse the Longer I Go’ og ‘I Fell Into Painting Houses in Phoenix, Arizona’ er det tydeligt, at Richmond Fontaine heller ikke har de store ambitioner om at lade undermålerne, taberne, bumserne og de forladte i stikken på deres syvende album. Vel ikke noget man kan fortænke denne midaldrende Portland-kvartet i, for det er trods alt de vindblæste små fortællinger om tilværelsens elendighed, som før eller siden nok skal ramme os alle, der hidtil har været Richmond Fontaines største kvaliteter.

Efter det forrige album, den helt akustiske ‘The Fitzgerald’, som gav bandet lidt af et et kritiker-gennembrud herhjemme, er Richmond Fontaine vendt tilbage til den guitarbaserede alt.countryrock, som har været kendetegnende for flere af genrens andre husorkestre. Men hvor de helt tidlige plader trak på arven efter The Replacements, X, The Blasters og andre af sen-80’ernes LA-rocknavne, har Richmond Fontaine med tiden søgt længere mod den mexikanske grænse.

Der er tydelige tex-mex tendenser gennem det meste af ‘Thirteen Cities’ (både Howe Gelb og Calexicos Joey Burns medvirker på albummet), og det er faktisk netop det element, der redder albummet fra at være andet end en simpel gentagelse af karrierens tidligere mesterværker. Willy Vlautin er som altid en fremragende fortæller, en slags Burroughs for Jeff Tweedy-generationen, og det er næsten mirakuløst, hvordan han kan blive ved med at få sange om at sidde på sin flade røv på en parkeringsplads i Tucson og glo på livet, der snegler sig forbi i baglæns tempo, til at virke vedkommende. Selv helt herovre.