Uncle Earl

Syv år efter Coen-brødrene satte skub i den amerikanske string band- og bluegrass-revival med filmen ‘Oh Brother Where Art Thou?’, er der intet, der tyder på, at lavinen er færdig med at rulle lige foreløbigt. Især fordi det først og fremmest er de yngre musikere, der har taget opblomstringen til sig, hvilket i flere tilfælde har resulteret i opdaterede, nyskabende og moderne bud på de to nært beslægtede genrer.

De fire piger i Uncle Earl forsøger til gengæld ikke at opdatere noget som helst. ‘Waterloo, Tennessee’ er en særdeles arkæisk størrelse, og sågar valget af Led Zeppelins John Paul Jones som producer, vidner om, at kvartetten har det aldeles fint med at blive hængende i musikhistorien, i dette tilfælde i en tid, hvor country endnu ikke var blevet alternativ.

Til gengæld spiller pigerne så det synger, og selvom de konstante skift mellem den violin-dominerede string-band lyd og dens mere legesyge og improviserende lillebror bluegrass kan virke forvirrende – for her er altså i realiteten tale om to forskellige genrer – er det med til at give et ellers blodfattigt album en smule spræl. Det er ganske vist på sin vis prisværdigt, at Uncle Earl sætter autensitet og historisk korrekthed over et musikalsk mode-hysteri, men når vi alligevel er i det bagstræberiske segment, bider både Gillian Welch, Iris DeMent og Victoria Williams sig bedre fast, for slet ikke at nævne de gamle korefæer som Ralph Stanley, The Carter Family og Bill Monroe.