Tunng
Duoen Tunng fortsætter deres fantasifulde og legelystne eventyr på det tredje album, hvor de nu har udvidet med fire musikere. Her dyrker briterne den såkaldte folktronica, hvor harmoniske Simon & Garfunkel-vokaler og akustiske instrumenter som guitar, banjo og klarinet går op i en højere enhed med samples, elektroniske finurligheder og beats. Tråde synes også at trækkes mod Super Furry Animals i deres mere tilbagelænede øjeblikke.
Listige lyde som af hvislende vind i raslende blade, knitrende lejrbål og fugle, der pjusker med fjerene, sætter et konstant legesygt præg på albummet og gør, at det er lige til at gå på opdagelse i. Stemningen er varm og behagelig, og blandingen af luftigt kor og knasende, skurrende lyde i baggrunden fungerer fantastisk og supplerer, mod- og medarbejder hinanden, sådan at man hele tiden falder over nye nuancer og detaljer. Ét sted dukker pludselig en sirene op, et andet sted runger en kirkeklokke.
Albummet løftes ikke kun af den herlige iderigdom i det snørklede lydbillede, for det bæres også af melodierne, som er fængende og velopbyggede. Til gengæld holder Tunng sig næsten udelukkende til det tyste og rolige med kun få energiudbrud, og derfor egner pladen sig snarere til afslappede, tænksomme stunder end til fest og ballade.