Counting Crows

I 1994 solgte amerikanske Counting Crows adskillige millioner eksemplarer af debuten ‘August and Everything After’. Opskriften var i sin komplicerede enkelhed melodisk, håndspillet rockmusik med vægt på den gode sangskrivning og doser af melankoli signeret ved sanger Adam Duritz’ kraftfuldt inderlige stemme. Siden har de ikke nået helt de samme kommercielle højder, men bedømt på gruppens femte studiealbum er det tåbeligt at afskrive Counting Crows som et band, der halser efter fordums musikalske formåen.

Deres første plade i 6 år falder i to dele. Der er lørdag aftens højt gearede og konfrontationslystne sange og søndag morgens eftertænksomme sårbarhed. ‘1492’ og ‘Cowboy’ tilhører første kategori, hvor guitarerne stejler om kap, og temperamentet slår gnister. I den anden afdeling uddeler Duritz lunser af sin martrede sjæl, mens bandet skruer ned for strømmen, eksempelvis i den smukke ballade ‘Anyone But You’ og den nøgne ‘On a Tuesday in Amsterdam Long Ago’.

Det er noget så umoderne som rockmusik, der swinger og gør indtryk, fordi det er velspillet og klassisk arrangeret, og så kan Duritz’ stemme altså indånde liv og struktur i slasket bølgepap. Jovist, nogle gange er det mere kompetent og forudsigeligt end vildt spændende. Man behøver ikke spekulere på, hvad der venter bag næste hjørne, for det går lige ud af landevejen. Velkendt og uden slinger i valsen, men også dejligt bekræftende og følelsesmæssigt ublufærdige sange fra et band, der tager sig selv og sit publikum seriøst.