- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Kleerup
Takket være ét eneste nummer gik Andreas Kleerup fra at slå løs på trommerne i Robyns liveband til i stedet at slå sit navn fast på alverdens hitlister. Med sidste års smittende sommersingle ‘With Every Heartbeat’ sprang han ud som popsmed, og nu er svenskeren klar med sit første udspil i eget navn.
Her byder han på sange i samme stil som den storsejrende singleforløber, men det er dog ikke just en god ting. For ‘Kleerup’ indeholder simpel og skabelonfyldt synthpop, der i adstadigt tempo styrer lige ud ad den ligegyldige landevej, tungt lastet med 12 mol-drevne melodier, der forgæves forsøger at gentage succesopskriften fra sidst.
Der lægges fra land med den instrumentale synthesizer-schlager ‘Hero’, der på trods af stort anlagte symfonier og højstemt korsang lander fladt på maven som en dårligt timet Jean Michel Jarre-pastiche spillet på laserstråler. Heldigvis går Kleerup ikke helt bag om dansen, for halvdelen af hans smålunkne sange bliver lunet lidt op af de seks sangerinder Lykke Li, Marit Bergman, Lisa Milberg, søstrene Neneh Cherry og Titiyo, samt selvfølgelig Robyn, der lægger stemme til et nummer hver.
Titiyo-samarbejdet ‘Longing for Lullabies’ lyder dog som prototypen på et blågult bidrag til Melodi Grand Prix, mens ‘Music for Girl’ med The Concretes-medlemmet Lisa Milberg er en ren The Knife-efterligning. Sammen med stramme beats og sørgmodige strygere, gør Lykke Lis spinkle stemme ‘Until We Bleed’ til det mest mindeværdige nummer, men selvom der generelt er rigeligt med kunstige tilsætningsstoffer i synthpop-gryden, er det mildt sagt så som så med langtidsholdbarheden.
Kleerup. 'Kleerup'. Album. EMI.