The Verve

11 år. Så mange år er der gået, siden engelske The Verve i 1997 lagde hitlister ned på striber med de skamløst iørefaldende singler ‘Bittersweet Symphony’ og ‘The Drugs Don’t Work’ og det medfølgende album ‘Urban Hymns’. Så at kalde opfølgeren – gruppens nye, fjerde studiealbum ‘Forth’ – for et comebackalbum, er i den grad på sin plads.

Hvordan lyder The Verve anno 2008 så? Det korte svar er: Kompetente, men overraskende kedelige. Og taget i betragtning af, hvor mange år gruppen har haft til at opspare ny, kunstnerisk energi, er det tæt på chokerende, så uinspireret albummet lyder.

Udlægget med den statelige og sammenbidte ‘Sit and Wonder’ er ellers udmærket. Desværre skal man kun frem til skæring nummer to, førstesinglen ‘Love Is Noise’, før gassen begynder at sive fra ballonen. For ganske vist har nummeret et smittende drive, men det hjælper stort over for det irriterende uh-ah-korarrangement og det tåkrummende omkvæd »Love is noise / Love is pain / Love is this blues that I’m singing again«.

Herefter svinger albummet imellem sløve og slapt udførte ballader – med arrangementer som daggammel flødeskum og hurtigt glemte melodier – og lidet ophidsende og alt for lange ekskursioner udi leverpostejs-spacerock og søvndyssende, pseudopsykedeliske eksperimenter. Den højstemte og melodisk velafrundede ‘Valium Skies’ er en velkommen oase undervejs men desværre også en af de eneste på et album, der i forbløffende grad mangler nerve, nærvær og nødvendighed.