I denne uge sætter vi her på siderne fokus på disco, der er tilbage som seriøst soundtrack til weekendens eskapader tilsat en ny generations hang til elektronik. Italo-discoen og Hercules And Love Affair viser vejen til de nye toner. Men det hele begyndte i start-70’ernes newyorker-bøssemiljøer. Læs om den kulørte historie om discoens rise and fall her.
Disco udsprang oprindeligt fra New Yorks bøssemiljøer i begyndelsen af 70’erne. Den var et både kropsligt og spirituelt udtryk for frihed, kærlighed og samhørighed i et miljø, der netop havde kæmpet sig fri af mange års undertrykkelse under parolen ‘Gay Pride’. Samtidig var den en svedglinsende udløser af seksuel energi – i tæt samspil med tidens mangfoldige vifte af euforiserende stoffer.
Klubber som Sanctuary og The Loft var eksponenter for den nye lyd, der blandede funkens umiddelbare danseappel med soulens mere polerede lyd og den æggende percussion fra afro og latin. Disco var skabt for og af dansegulvet. Dj-pioneren Francis Grasso begyndte at bruge sine plader som komponenter i en større helhed, hvor han tog dansegulvet på en slags rytmisk rejse gennem stemninger med vekslende intensitet. Han opfandt beatmixing, hvor pladerne mixes sømløst ind i hinanden, og det skulle hurtigt få betydning for, hvordan musikken blev konstrueret. Numrene blev længere, og 12″-singlen blev introduceret. Den havde bedre lyd end de små 7″-singler, og der var plads til meget mere musik.
I midten af 70’erne begyndte disco at brede sig i USA, også udenfor bøssemiljøerne. Flere og flere natklubber lagde deres musikprofil an på disco, og genren fandt samtidig vej til et voksende antal radiostationers playlister. Det var også i denne periode, at dj’s begyndte at blive en magtfuld promotion-faktor, og den første discoplade, som kom på den amerikanske hitliste som resultat af klubrotation, var ‘Never Can Say Goodbye’ med Gloria Gaynor i 1973. Også Barry White kom primært frem gennem klubberne, og efterhånden lod flere og flere sig smitte af discofeberen. Men der var især to ting, der endegyldigt gjorde disco til et fænomen: Natklubben Studio 54 og filmen ‘Saturday Night Fever’.
Da Studio 54 åbnede på Manhattan den 26. april 1977, var det indledningen til dekadencens ultimative højdepunkt. En brusende cocktail af disco, stoffer, glamour, berømtheder og lyster i meget lang snor. Det var stedet, hvor man kunne se John Travolta hænge ud med Sylvester Stallone i baren, og hvor en ung Michael Jackson med mikrofonhår og bumser sad side om side med Woody Allen og Liza Minelli.
Men det var ikke alle og enhver, der kunne slippe forbi det berømte ‘velvet rope’ og få adgang til paradis. Studio 54 kørte med en stram dørpolitik og brød således med den oprindelige disco-undergrunds idé om fællesskab. På Studio 54 handlede det om penge, berømmelse og selviscenesættelse, og stemningen var udpræget jetset-agtig. Men klubben var altid en god historie og skabte masser af omtale. Og da filmen ‘Saturday Night Fever’ fik premiere trekvart år efter Studio 54’s åbning, tog discoen det sidste skridt mod verdensherredømmet.
Disco sucks
Filmen blev en kæmpesucces. Soundtracket solgte over 30 millioner eksemplarer og var det bedst solgte album nogensinde, indtil det i 1982 blev overhalet af Michael Jacksons ‘Thriller’. Det fik for alvor de store pladeselskaber til at interessere sig for discoen, og navne lige fra Chic og Sister Sledge til de mere ‘cheesy’ Village People og K.C. & The Sunshine Band havde store hits. Snart blev hele verden oversvømmet af discoplader, og en del fallerede kunstnere fik nyt liv i karrieren ved at ‘gå disco’.
Verden var knap trådt ind i 80’erne, før folk fik nok. Disco havde produceret nogle eviggrønne hits, som alle kunne nynne med på, men som fænomen blev det igen anset som kunstig bøssemusik. En af de største anti-disco-krigere var radio-dj’en Steve Dahl fra Chicago, som oprettede ‘Disco Destruction Army’. På et tidspunkt gav han 100 billetter til en Village People-koncert til alle, der ville bombardere bandet med marshmallows med sloganet ‘Disco sucks’. Senere arrangerede han en happening i samarbejde med baseball-holdet Chicago White Sox, hvor fans fik rabat på billetten, hvis de afleverede en discoplade ved indgangen. Mere end 10.000 plader blev samlet ind, og i halvlegen blev de sprængt i luften i en container midt på banen. Et anti-disco-statement, der var til at tage og føle på, og som i øvrigt endte i masseslagsmål og uroligheder.
‘Disco sucks’ blev et motto, og som cool ungdomskultur var disco under alle omstændigheder færdig. Unge så deres forældre begynde at gå til disco-dans på aftenskole – enhver subkulturs sikre død – og den nye generation fandt et oprør i punkens sorte, forrevne og aggressive æstetik som reaktion mod discoens slikkede hår, gabardinebukser og polerede lyd. Andre valgte blot at børste glitteret af og lade genrens kropslige rytmik glide ind i mere ambitiøse udtryksformer.
Det gjaldt især visionære bands som Talking Heads, The Clash og Gang of Four, som førte discoen i helt nye retninger. De har siden inspireret den mere rockede leg med disco-elementerne, som DFA Records er blevet en så succesfuld eksponent for, men som også kan høres i undergenren Beard. Den fik sit navn, fordi bagmændene var en gruppe skæggede surfere fra Los Angeles, som blandt andet talte multikunstneren DJ Harvey og Thomas Bullock, der med duoen Map of Africa trækker linjer til krautrock. Sammen med Eric Duncan har Bullock desuden dyrket en fælles forkærlighed for disco, sprut og rock’n’roll i Rub’n’Tug, mens andre navne som Joakim og Emperor Machine også flirter med elementer fra krautrock og postpunk.
Artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue #20.