The Wong Boys

Da Stefan Kvamm og Frank Ziyanak tidligere på året smed den flabede single ‘Get Ur Fuk On’ i hovedet på os, kunne man godt sætte spørgsmålstegn ved deres drengerøvs-electro og Ziyanaks sløsede vokaludgydelser. Heldigvis er tungen ikke presset lige så hårdt mod kinden på debutalbummet, der præsenterer et mørkt og monotont univers, der langt fra sigter mod dansegulvets laveste fællesnævner. Det slår duoen fast allerede på åbningsnummeret ‘Wolf Heart’, der med et tungt slæbende beat og brummende synths er en dyb mavepuster til enhver tvivler. Imens gentager Ziyanak i det uendelige: »I’m just a kid who wants to be loved«.

Og det er svært ikke at elske duoen for det mod, de udviser på albummet. Godt nok fortsætter ‘Stick Up Kid’ og ‘Gold Teeth’ den lettere ligetil stil, som ‘Get Ur Fuk On’ præsenterede. En stil, der selvom drengene formår at hive stikket hjem uden at forfalde til ren gøgl, ikke imponerer på samme måde, som når de skruer ned for festen og op for mørket og lader referencerne til Suicide træde mere markant frem. Det er albummets bedste track ‘Alien Disguise’ et pragteksempel på. Kvamm leverer her et tungt og mere sofistikeret techno-beat, mens Ziyanak stadig er flabet uden at overdrive.

Det er her, de sætter noget på spil og beviser, at projektet er langt mere end det fjollede sideprojekt, det måske fremstod som i starten.