Glasvegas – da giraffen kom til byen

Det er absolut ikke alle debuterende bands, der formår at lokke folk fra den anden side af Øresund til koncert i København på en råkold mandag aften. Men jungletrommerne har lydt fra det engelske, og de buldrer højt: Skotske Glasvegas er det største, der er sket i britisk rock siden Franz Ferdinand og Arctic Monkeys. Det er store ord, og store ord avler som bekendt store forventninger.

Det var derfor et sitrende og stuvende fuldt Lille Vega, der mødte de fire sortklædte skotter, da de entrede scenen badet i røg og blåt modlys. Det lå lidt i luften, at under de rette omstændigheder kunne koncerten gå hen og blive en af den slags koncerter, man ville snakke om i de kommende år. Men alle forhåbninger om, at Glasvegas’ himmelstræbende wall-of-sound ville blive løftet til nye højder live, blev desværre hurtigt manet til jorden af et alt for lavt lydniveau. Det var svært for alvor at blive opslugt af bandets grandiose arbejderklassehymner, når man samtidig kunne snakke med sidemanden uden at hæve stemmen. Men i takt med at lydmanden fik skruet op, og bandet fik leveret veloplagte versioner af sange som ‘Geraldine’, ‘Go Square Go’ og ikke mindst ‘Daddy’s Gone’, begyndte hypen momentvis at give mening.

Det helt store rockdrøn blev koncerten dog aldrig. Dertil gjorde kombinationen af et for lavt lydniveau, et sæt på blot 45 minutter og en stemning, der bar præg af, at mange bare var ude for at se giraffen, det til en lettere distanceret og uforløst oplevelse.