Tidligere i år fulgte Turboweekend op på den fængende 2007-debut ‘Night Shift’ med den stærke to’er ‘Ghost of a Chance’. Læs her om forsanger Silas Bjerregaards yndlingsnumre for tiden, hans seje storebror og hans kærlighed til ingefær-ragout.
Det bedste album lige nu?
»Jeg synes faktisk, der bliver lavet noget rigtigt fedt musik i Danmark for tiden og i mange forskellige genrer. Jeg er så heldig, at have hørt When Saints Go Machines kommende debutalbum, som jeg personligt synes er noget af det bedste lige nu. Vi havde dem oppe i øveren for at afprøve et fælles afslutningsnummer til de to koncerter, vi skal spille sammen med dem den 10. og 11. april, og så ankom deres færdige master med bud midt i øveren. Den kunne nemt gå hen og blive sommerens favorit«.
Dit yndlingsnummer lige nu?
»Har ikke rigtigt ét nummer på hjernen for tiden, men When Saints Go Machines første single, ‘Fail Forever’, fra deres kommende album er et rigtig stærkt nummer med en fantastisk vokal. Ellers rykker Jack Peñates nummer ‘Tonight’s Today’ også ret godt i mig. Jeg fik det anbefalet af en tysk veninde, og så blev det sjovt nok P3’s Uundgåelige et par dage efter. Jeg har også et par Dylan- og Marley-numre, som jeg altid veksler imellem«.
Hvad er din nye yndlingskunstner?
»Det må nok være Bat For Lashes. Blev fanget af hendes fantastiske video til sidste albums single ‘What’s a Girl to Do’ (instrueret af Dougal Wilson), og hendes nye single ‘Daniel’ har meget af den samme søde melankoli. Hun kan lidt af det samme som Kate Bush bare i en mere poppet version, og så virker hun bare som en cool person«.
Din sidste store koncertoplevelse?
»Neil Young på Roskilde!! Hvem andre kan starte med ti minutters rivende guitarsolo og have folk fuldstændig med! Det var klart den koncert, der vendte Roskilde 08 til en positiv oplevelse for mig. Der var så meget rå energi og så mange års rygradsrutine i det show, og hvis man ser bort fra et lidt mærkeligt indslag med en fyr, der rendte rundt og ‘malede’ numrene på dertil opstillede lærreder, så følte jeg 100 procent ærefrygt og 100 procent tryghed ved alt, hvad der kom ud over scenen til den koncert. Jeg havde været lidt skuffet indtil da, men efterfølgende kunne jeg se noget godt i næsten alle andre koncerter«.
Hvor gik din sidste rejse hen?
»Til Norge og Sverige med bandet i februar-marts. Til USA med bandet sidste september. Det er sjældent, at jeg får taget mig sammen til at rejse væk alene, når der engang imellem er mulighed for det, men jeg har dog planlagt at tage til Berlin den 12. maj og se Bat For Lashes. Forår i Berlin… det er værd at spare op til«.
Årets bedste køb?
»Nye pedaler og kærv til min cykel og en tyk kædelås. Den kører som en drøm nu og bliver forhåbentligt ikke stjålet som den sidste«.
Hvor har du sidst købt tøj?
»T-Shirt Store, Fiolstræde. Skulle bruge en ny t-shirt til vores koncert i Vega samme aften«.
Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»’Where the Wild Things Are’ af Spike Jonze. Den er vist ikke kommet i biograferne endnu, men jeg helt vild med stemningen i traileren. Skal selvfølgelig også ind og se ‘X-Men Origines: Wolverine’, når den kommer!«
Hvilken bog har du sidst læst?
»Sidst læst færdig: ‘Possesion’ af A. S. Byatt. Jeg er gået i stå halvvejs inde i ‘Virgin in the Garden’ også af A.S. Byatt og læser pt. Jane Austens ‘Pride & Prejudice’ i pausen«.
Hvad var dit sidste gode måltid?
»Bum, bum, bum….Jo, det har sgu nok været for en uges tid siden på Kalaset på min fødselsdag. Jeg fik en meget lækker ingefær-ragout, som klart kan anbefales«.
Hvilken hjemmeside har sidst udvidet din horisont?
»Daxo.de. Hjemmeside for den tyske multikunster Hans Reichel. Anbefalet af Simon Muschwinsky fra When Saints Go Machine«.
Hvem ser du mest op til?
»På mange områder min storebror. Han er om nogen ansvarlig for den eksperimenterende og punkede side af min musiksmag, og så er han meget mere intellektuelt disciplineret end mig. Han var én af mine første musikalske kilder og inspirationer og har introduceret mig til utroligt meget musik gennem tiden lige fra Jimi Hendrix og Bob Marley til 4AD-rock og Warp Records, og han har lært mig meget om at turde tænke frit og være anderledes end de umiddelbare omgivelser men også om at være seriøs, tænke tanken igennem og føre idéer ud i livet.
Han er uddannet ph.d. fra DTU og har et firma som designer software til microchipdesign, men han har også selv spillet, produceret og udgivet musik i mange år blandt andet i bandet TWANG, under aliaset Mango Delight og på sit eget pladeselskab Tender Productions«.
Dit stamsted?
»Øveren, Rådmandsgade 34 – de har god stærk pædagogkaffe og trådløst internet«.
Din sidste gode gerning?
»Det må nok have været, da jeg var ude at indsamle til Kræftens Bekæmpelse sammen med min gode ven Jeff. Vi tog to ruter på Nørrebro og havde stive lægge i tre dage efter alle de trappeopgange. Men det var hyggeligt og føltes som den eneste rigtige måde at bruge den søndag eftermiddag på«.