Matt & Kim
Det er sgu svært ikke at blive i godt humør, når duoen Matt & Kim langer deres powerfyldte sange over disken. Og der er meget, der tyder på, at det er med dette andet album, de for alvor breaker. De har nemlig allerede gjort sig bemærket med en video, hvor de smider tøjet midt på Times Square, og som musikalsk sammenhængskraft i en Barcadi-reklame. Men selvom det er et faktum, at der ofte følger succes med at smide tøjet og lefle for reklameverdenen, så har de to Brooklyn-indbyggere noget at have det i.
Lydbilledet er sparsomt og simpelt. I udgangspunktet er det Matt Johnson på keys og Kim Schifino på trommer. Dertil er der så tilsat diverse effekter som kor, blæsere og håndklap. Der er dømt fest og knald på med referencer til 80’ernes new wave, punk og 60’ernes pigepop-grupper.
Det når aldrig at blive kedeligt men er måske en anelse for fjollet i længden. ‘Daylight’, ‘Lesson Learned’ og ‘Don’t Slow Down’ er alle gode bud på soundtracks til sommerens fester. Men det er som om, duoen mister overblikket, og de gode sange bliver tyndere i toppen hen mod slutningen. Og så er det måske heller ikke verdens mest originale idé, at albummets sidste nummer er et remix af åbningsnummeret.
‘Grand’ er på mange måder en dejlig uformel energiudladning, men nok ikke en af den slags der holder, til den sidste har forladt festen.