Joss Stone

Det er ikke noget nyt, at Joss Stone er old school. Det har hun sådan set været, siden hun albumdebuterede som blot 16-årig med et Aretha Franklin-brøl på den ligefremt betitlede 2003-debut ‘The Soul Sessions’ efter at have vundet den engelske udgave af ‘Stjerne for en aften’. For hendes hjerte gløder åbenlyst for soul af den gamle skole, dengang Martin Luther King opildnede borgerrettighedskampen, Sorte Pantere knyttede næverne, og Motown grundlagde sit guldrandede musikproduktionsapparat.

Så glem alt om den moderne sirupsindsmurte soul og r’n’b og Timbaland og The Neptunes innovative nyfortolkninger til det nye årtusinde. For på den nu 22-årige brites fjerde album ‘Colour Me Free’ er det de gamle dyder, der hersker. Det vil sige masser af tilbagelænet og organisk groove-mageri med bumlende bas, plukkende guitar, varmblodige orgelakkorder, tight trommespil og dynamiske blæsertrut til træbenet. Og hvor bagstræberisk projektet end er, så det er grundlæggende troværdigt veludført og vellydende at lægge ører til.

Hvis Amy Whinehosue nogensinde får kvindet sig op til en efterfølger til ‘Back in Black’, så kan hun passende starte med at hyre holdet af sangskrivere og musikere omkring Joss Stone. I hvert fald viser de deres værd på ligefremme og appetitlige pop-lækkerbiskner som åbningsnummeret og førstesinglen ‘Free Me’, den cool Alicia Keys’ske ‘Could Have Been You’, den slentrende ‘Big Ol’ Game’ og den småbluesede ‘Govermentalist’, hvor en veloplagt Nas beviser sin hiphop-klasse.