Dee Pee

Hiphop-kulturen er stadig en forholdsvis ung størrelse. I hvert fald er flere af de amerikanske pionererne stadigt aktive kunstnere, og det er spændende at følge, hvordan disse med blandede resultater har håndteret kulturens ofte unge og rebelske udtryk i en modnet alder. Dee Pee er uden tvivl en dansk hiphop-pioner, og selv om det er hans første soloalbum, kan han bryste sig af at have været med fra starten, da Rockers By Choice skabte røre i andedammen.

I stedet for at kaste sig ud i battle-rim og kræve sin respekt fra yngre kolleger, der gennem årene har overhalet koryfæerne rapteknisk og lyrisk, vælger han at se tilbage på sit eget liv med en kultur, der har erobret hans hjerte og tydeligt stadigt banker i ham. Og det afføder respekt.

De første oplevelser med hiphop bliver vendt på de nostalgiske ‘Begyndelsen’ og ‘Fundamentet’, der sammen med alvorstunge ‘Håbet’ er albummets bedste, og vi ender med at høre mikrofonen blive givet videre til sønnen på ‘Arven’. Dee Pee vil gerne vise en personlig side, men den megen selvransagelse er ikke altid lige vedkommende, og man bliver tidligt mættet.

Produceren Lil Jay har skabt en sikker ramme, der tager afsæt i den klassiske østkyst-hiphops dyder med soul-loops, opklippede samples og strygere, hvilket går fint i spænd med albummets tematik. Det holder et fint niveau hele vejen, dog uden at bringe noget nyt med sig.