Meat Loaf

Meat Loaf er tidløs. I hvert fald i den forstand at den rutinerede soft metal-musiker tonser rundt i sit eget excentrisk parallelunivers, tilsyneladende fuldstændig løsrevet fra den omgivende verden. Som en ensom, storhedsvanvittig kærlighedskriger lykkeligt uvidende om tidens tern og toneklang. Og på sit 11. studiealbum lyder han på godt og – primært – ondt, som han altid har gjort.

Som sædvanligt har hverken 70’ernes koncepttunge progrock (her i form af en løs rammefortælling om en fiktiv soldats liv og levned) eller 80’ernes heftigt poserende puddelhunderock levet forgæves. Men stadigvæk er genremarkørerne ligesom alt andet underordnet hovedpersonens altdominerende iscenesættelse, der manifesteres med lige dele kruk og croon og himmelhøje armbevægelser.

Ikke desto mindre er det stærk tobak at stå ‘Hang Cool Teddy Bear’s godt 60 minutters storladne tøndebulder igennem. Uanset at han denne gang har fået sangskrivningssparring fra blandt andre Jon Bon Jovi og Justin Hawkins (ex-The Darkness), og at musikhumoristen Jack Black og de aldrende guitarvirtuoser Brian May (ex-Queen) og Steve Vai giver deres besyv med.

For med mindre ens musikalske nysgerrighed gik på pension i slut-80’erne, så finder man ikke andet end bedagede tricks fra en gammel cirkushest. Og ganske vist er der noget sært fascinerende ved at iagttage den 62-årige amerikaners stålsatte forsøg på at sætte gumpetung teaterrock på dagsordenen igen. Men det er til gengæld nok også det bedste, man kan sige om albummet.