Ratatat

Ratatat lyder som ingen andre. Eller der er ingen andre, der lyder som Ratatat. Og heldigvis for newyorker-duoen bestående af Mike Stroud og Evan Mast. For var strømmen af bands med samme instrumentale og electropoppede hiphop-hybrid som output ligeså kvantitativ som lo-fi-guitarpop i disse tider, ville man utvivlsomt hurtigt blive træt af Ratatat. Meget hurtigt. Læg dertil at gruppen på deres nu fjerde album stadig kører samme stil, som de altid har gjort, med hvad dertil hører af stramme beats og top-lirede guitareskapader.

Men alligevel – same but different. Ratatat formår nemlig altid at lyde relativt friske. Og på ‘LP4’ har duoen for første gang inddraget en fuld strygersektion, ligesom de har forfinet deres beat-smederi og blandt andet bidraget med to produktioner til Kid Cudis 2009-debut. En kombination der stærkt kommer til udtryk på den fremragende åbner ‘Bilar’, der kombinerer et slæbende og fremtids-klingende hiphop-beat med organiske og melodiske strygere. ‘LP4’ skal dog i overhængende grad ses som et samlet værk, hvor Ratatat på trods af ikke at bruge vokaler igen formår at lege med stemninger, melodier og lydkollager på deres helt egen måde.

Samtidig fremstår ‘LP4’ også som gruppens mest omfavnende udspil til dato med en forfriskende progressiv tilgang til produktionerne og et meget mere varieret lydbillede end tidligere. Ratatat skal dog ikke have en medalje for at have genopfundet sig selv, men mere et gedigent klap på skulderen for at have givet deres egen lyd et nødvendigt pift, således at deres musik stadig er både cool, unik og gentagne lyt værdig.