Untied States

Mathrock er ikke sudoku, men genren forbindes da ofte med trommeslagere, som slår frygtelige gordiske knuder på sig selv i kollisioner mellem kryptiske, synkoperede rytmer og kompleks, sammensat sangskrivning. Et par Oxford-bands, nemlig Radiohead og senest Foals, har transcenderet disse udfordringer og formået at gøre genren spiselig for almindelige dødelige.

Amerikanerne med det højst Google-fjendtlige navn Untied States låner DNA-grundsuppen herfra men krydrer behændigt med punket energi a la Fugazi og så Colin Arnsteins desperationsmættede vokaler, som måske svinger danske lytteres tankestrøm i retning af Peter Peter, da han stod i spidsen for The Bleeder Group.

På deres tredje album fungerer cocktailen bedst i krydsfeltet mellem det gode, det onde og det direkte indviklede. Når kæden indimellem hopper af, så er det fordi en af disse tre faktorer fejler, som på ‘Take Time For Always’ der i mangel på melodiske pejlemærker snarere lyder som et cirkusband spærret inde i Satans egen glohede sauna: Rablende vanvittigt. Det er heldigvis sjældent, at Atlanta-drengene ender i den blindgyde. Oftest overmander galskaben, klaustrofobien og paranoiaen ikke de umiddelbart poppede kvaliteter, der trods alt pulserer varmblodigt under det tornede og konfrontatoriske mathrock-ydre.

Det gør albummet til et af de sjældne investeringsobjekter, som bare kræver mere end tre forsøg at lytte sig varm på, og det letantændelige hattrick ‘Not Fences, Mere Masks’, ‘Unsilvered Mirrors’ og ‘Grey Tangerines’ samt også ‘Holding Up Walls’ er alle fremragende eksempler på at anstrengelserne også betaler sig i sidste ende.

Untied States. 'Instant Everything, Constant Nothing'. Album. Distile/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af