I Am Kloot

Alt er stort set status quo på den engelske trio I Am Kloots nye og femte album. Her er fortsat tale om rimelig konventionelle, mestendels langsomme og guitarbaserede britpop-kompositioner med lidt strygere her og lidt klaverklamperier der tilsat sanger John Bramwells tragikomiske tekster om hverdagens kvaler, der synges med let skælvende og dramatisk røst iklædt en let genkendelig britisk accent.

Craig Porter og Guy Garvey fra Kloots musikalskbeslægtede storebrødre i Elbow har bistået produktionen, hvilket man kunne håbe ville krydre trioens sange med et par musikalske krumspring, men desværre må man lede flittigt med både lys og lygte efter markant nyt under Kloot-solen.

Bramwell kan indiskutabelt sin britpop til fingerspidserne, hvilket han og vennerne da også fornemt demonstrerer på den veloplagte åbner ‘Nothern Skies’, på den skævt vuggende ‘Lately’, der brillerer med herligt 60’er-osende soulkor, og i den inderlige ‘Proof’, der med sine legende guitarfigurer er rendyrket britpopkræs. Uheldigvis er trioen i flere af de resterende syv numre temmelig forfaldne til det sikre og genkendelige, som for eksempel i den seks minutter lange gaber ‘Radiation’, der aldrig for alvor kommer ud af startblokkene.

I Am Kloot kunne med fordel skæve til mere legesyge beslægtede kolleger som Beta Band og førnævnte Elbow, der begge fortsat formår at eksperimentere og løbende forny sig uden at give afkald på deres distinkte lyd.