John Legend & The Roots

Tænk at lave to af årets bedste album med få måneders mellemrum. Nu er det en fænomenal samling soul-genindspilninger og et indlysende samarbejde, der ligger til grund for min begejstring for The Roots.

John Legend synger altid fantastisk men har det med at falde i sødsuppedasen med overflødige fraseringer og for lidt nerve. Han nyder derfor godt af det modspil, som rødderne i The Roots supplerer så fremragende.

Soul fra 60’erne og 70’erne er bare federe og knapt så fedtet som efterkommeres versioner af genren. Der var en tålmodighed i de gamle kompositioner. Og ‘Wake Up!’ bærer ikke præg af teknologiske fremskridt men giver derimod følelsen af, at tålmod og håndspillet besjælet musik kan afhjælpe samfundsmæssige udfordringer.

Selv om soulmusik egner sig bedst til et begrænset antal stemninger, så er der alligevel både politisk indignation, romantik og radiohit i luften. The Roots og Legend formår at ramme den helt svedige balance mellem skramlet jammende funk og følelsesladet soul. Modspil bliver til medspil – men aldrig for pænt, altid sexet og kun kedeligt på Legends eget nummer ‘Shine’, der som eneste nye nummer falder i søvn.

En stor del af albummet lyder som live-studieoptagelser, hvilket skaber nærvær fra start til slut. Lyt bare til det 12 minutter lange ‘I Can’t Write Left Handed’, der giver en idé om, at Legend og The Roots virkelig har et personligt forhold til de gamle melodier.