Asobi Seksu

For de fleste herhjemme er det givetvis gået rimelig ubemærket hen, at de amerikanske shoegazere i Asobi Seksu efterhånden har udgivet fire album med 2006’s ‘Citrus’ som hovedværket. Nu er de klar med et udmærket femte album, men det er nok tvivlsomt, om det store gennembrud venter lige om hjørnet.

Udtrykket er dog blevet lidt mere tilgængeligt, og shoegazen har bevæget sig længere hen imod søstergenren drømmepop, ligesom det spædes op med progressiv artrock. At trække paralleller til danske Mew ligger lige for, og forsangeren Yuki Chikudate med de japanske aner rammer samme falset, som Jonas Bjerre gør det.

Specielt et af albummets højdepunkter ‘Perfectly Crystal’ minder til forveksling om et Mew-nummer anno ‘Frengers’ med sin luftige produktion og progressive karakter. albummet indeholder dog også mere lavmælte sange som ‘In My Head’, hvor synthesizer og guitar stille og roligt vandrer rundt under Chikudates krystalklare falset.

Som erklæret fan af japansk pop sender Chikudate også en hilsen den vej på ‘Trance Out’, hvor den altdominerende falset leveres med japansk lyrik og forvrængede guitarriff. Man slipper dog heller ikke for en af tidens hotteste tendenser, hypnagogic pop, på afslutningsnummeret ‘Counterglow’, som på fin facon får lukket et udmærket album.

Asobi Seksu. 'Fluorescence'. Album. Polyvinyl.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af