José Gonzáles & the Gothenburg String Theory – et vellykket eksperiment
På overfladen virker ideen om at parre José Gonzalez’ minimalistiske folkpop med et 20 mand stort orkester lige så aparte som at servere sushi med trøffel og fois gras. Men nogle gange kommer der uventede smukke ting ud af aparte tankegang, og selv om det ikke var alt, der var lige vellykket, så var der øjeblikke af absolut sublim skønhed denne aften i Koncerthusets smukke rammer.
Som en forbilledlig inkarnation af den mytologiske singer/songwriter-figur indtog Gonzalez først scenen på egen hånd – bare en mand, en guitar og et spotlight – som for at give publikum muligheden for at finde fokus, før det nye og fremmede indtog det ellers så velkendte univers. Derefter blev der tilføjet lidt percussion og andre små elementer, men først på aftenens tredje nummer blev hele Gothenburg String Theory introduceret på en helt fabelagtig udgave af ‘Far Away’ fra soundtracket til det lige så fremragende western-spil ‘Red Dead Redemption’. Med en blanding af nærmest ambiente skurrende lydflader, der blandt andet blev skabt via et cirka 15 mennesker stort crescendo på knitrende affaldsposer(!) formåede orkestret at svøbe sig rundt om manden i centrum og forstærke og udbygge stemningen i nummeret.
Og det var netop, når orkestret fokuserede på stemning og modspil, at eksperimentet løftede sig op og blev til ny og gudesmuk musik. ‘Teardrop’ blev med dyb elektroakustisk percussion og smukke orkesterfraseringer i virkeligheden ført tættere på Massive Attacks originaludgave men dog stadig med en anden grundstemning, mens ‘How Low’ blev forvandlet til noget, der nærmest mindede om et Ennio Morricone-soundtrack. Til gengæld blev det en kende banalt, når orkestret bare illustrerede og forstærkede uden at tilføje nye elementer. Arrangementet til ‘The Nest’ bestod nærmest bare i en 20 mand stor svulstig version af guitarfiguren, mens ‘Crosses’ mistede meget af sin skrøbelige skønhed og rytmiske raffinement i orkesterets lidt for store armbevægelser.
Men selv når resultatet ikke helt stod mål med ambitionerne, var det stadig spændende og fascinerende, alene som en udforskning af ukendt territorium. Og det eneste, jeg regulært var skuffet over, da jeg forlod DR Byen, var, at jeg højst sandsynligt aldrig nogensinde får mulighed for at få den live-oplevelse igen.
