Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80

Hvor storebror Femi har været igang i to årtier og allerede er ‘greatest hits-etableret’, er ‘Rise’ kun Seun Kutis andet album. Med faderen Fela Kutis gamle orkester i ryggen samt John Reynolds og selveste Brian Eno som producer-wingmen leverer han et konservativt, men ekstremt stilsikkert bud på, hvordan den spraglede og funky festkage skal skæres.

Konservativt, siger du? Nej, der er ikke meget nyt under Nigerias brændende sol. Udover tjaldhymnen ‘The Good Leaf’ er Kutis lyrik et radikalt kampråb. Titelnummeret maler eksempelvis med bred pensel såvel benzinselskaber, der grådigt labber kontinentets værdier i sig, diamantslaveri og firmaer som Monsanto og Halliburton, hvis multinationale tentakler angiveligt indirekte er skyld i hungersnød – i rette, kvalmende kulør. Som fader, så søn, for selv om målene for Felas retfærdige harme i 70’erne var andre, er problemerne stadig uløste.

Sommetider tager trofastheden mod gamle dyder magten fra Seun. På den ellers fantastiske og smældende stramme ‘Mr. Big Thief’ er det vanskeligt at skelne ham fra Fela selv, men det ligger der selvfølgelig også en vis smiger i. Og monotoniens spøgelse kravler henover skiven, efterhånden som det dæmrer, at Seun kun besidder få gear, hvad angår tempo og toneart.

Det skraber toppen af begejstringen men dræber ikke indtrykket af en veltilrettelagt lektion udi sprød, potent og dansabel protestmusik. Og Egypt 80 lyder, trods 30 år på bagen, som ultraenergiske omrejsende i blod, sved og blæs, synkoperede percussion-infernoer og endeløse afrogrooves, som om de snildt kunne tage en 30-års tørn mere.